Jenson Button og Brawn GP tog både kørernes og konstruktørernes titler med sig til Brackley i England, hvor teamet har hovedsæde. Men det ændrer ikke på briternes målsætning for denne weekends sæsonfinale i Abu Dhabi.
– Det er en fantastisk følelse at tage hul på det sidste race, når jeg har nået mit mål om at vinde kørernes VM og teamet har taget konstruktørernes VM i Brasilien. Vi vil slutte sæsonen af med stil med et godt resultat, men vi kan dog være lidt mere afslappede i vores tilgang til weekenden, siger Jenson Button, der er meget imponeret over Yas Marina Circuit.
– Jeg havde en kort ferie i Golfen efter Bahrains Grand Prix og tog ud for at se på Yas Marina Circuit. Selv dengang, da byggeriet stadig var i gang, så faciliteterne fantastiske ud, og organisatørerne har skabt en fantastisk bane, siger briten om den nye bane.
– Det er altid sjovt at prøve en ny bane, særligt en, der ser så unik ud som Yas Marina med den usædvanlige pitlane og dags-/aftenracet. Jeg er sikker på, at Abu Dhabi lægger bane til en spændende weekend og en fantastisk finale på 2009-sæsonen, slutter han.
Kan Button tage sin syvende sæsonsejr i Abu Dhabi? Eller gør Barrichello? Stem nederst på siden!
Foto: Brawn GP