Jenson Button tog et kæmpe skridt mod titlen i Singapores oplyste gader. Lewis Hamilton vandt fra pole position foran Timo Glock, Fernando Alonso og Sebastian Vettel. Button er femmer foran teamkammerat Rubens Barrichello.

Konkurrenterne skiftedes til at snuble og smide sejrschancer væk. Det profiterede Jenson Button på, der kørte endnu et stærkt løb frem til en femteplads. Briten overhalede teamkammeraten under sidste pitstoprunde med en serie stærke omgange. Det lod sig gøre, da Barrichello og flere andre pittede tidligere end planlagt, da Mark Webber satte sin Red Bull-racer i muren grundet bremsefejl. Button fik dermed en håndfuld omgange mere til at trække ind på – og forbi – teamkammeraten.

Nico Rosberg startede stærkt ud fra sin startplads som nummer tre, gik forbi Vettel og kunne lægge sig bag Hamilton. Men i første pitstop oversatser den unge tysker ud af pitten, understyrer ud over den hvide linje og indkasserer en drive-through straf.

Næste mand, der udfordrer Lewis Hamilton var Sebastian Vettel, der frem til pitstoppene var helt tæt op under britens hækvinge. Efter stoppet kommer Vettel ud bag Jenson Button, der stadig mangler sit pitstop. Men glæden over chancerne for tyskeren vendes hurtigt til frustration, da det viser sig at Vettel har kørt for hurtigt i pitten. Den forseelse takseres som altid til en drive-through-straf, som Vettel venter et par omgange med at tage. Det giver ham lige nøjagtigt tid nok til at sætte et par hurtige omgange, så han kan slutte firer.

Både Timo Glock og Fernando Alonso kørte et godt løb til en podieplads til deres respektive teams i krise.

Resultaterne giver en føring til Button på 15 point og 25 til Vettel, som man må formode er den største rival til titlen. Men med 30 point at køre om, ligger VM 2009 allerede nu om hjørnet for Jenson Button.

Resultat fra Singapores Grand Prix

1 Hamilton, McLaren-Mercedes,
2 Glock, Toyota, +9.634
3 Alonso, Renault, +16.624
4 Vettel, Red Bull-Renault, +20.261
5 Button, Brawn-Mercedes, +30.015
6 Barrichello, Brawn-Mercedes, +31.858
7 Kovalainen, McLaren-Mercedes, +36.157
8 Kubica, BMW Sauber, +55.054
9 Nakajima, Williams-Toyota, +56.054
10 Raikkonen, Ferrari, +58.892
11 Rosberg, Williams-Toyota, +59.777
12 Trulli, Toyota, +1:13.009
13 Fisichella, Ferrari, +1:19.890
14 Liuzzi, Force India-Mercedes, +1:33.502

Udgået:

Alguersuari, Toro Rosso-Ferrari
Buemi, Toro Rosso-Ferrari
Webber, Red Bull-Renault
Sutil, Force India-Mercedes
Heidfeld, BMW Sauber
Grosjean, Renault

Stillingen med tre løb tilbage

1. Button, 84
2. Barrichello, 69
3. Vettel, 59
4. Webber, 51.5
5. Raikkonen, 40
6. Hamilton, 37
7. Rosberg, 30.5
8. Alonso, 26
9. Glock, 24
10. Trulli, 22.5
11. Kovalainen, 22
12. Massa, 22
13. Heidfeld, 12
14. Kubica, 9
15. Fisichella, 8
16. Sutil, 5
17. Buemi, 3
18. Bourdais, 2

Racemag følger op med reaktioner fra kørerne.

Har du selv en reaktion? Kommenter artiklen, løbet osv. herunder!

Foto: Brawn GP