Efter et formmæssigt dyk i anden halvdel af F1-sæsonen er Brawn GP nu tilbage. Med en etstopstrategi og aggressiv kørsel i Italiens Grand Prix, kunne teamet tage endnu en 1-2-sejr denne sæson. Resultaterne betyder, at Button, Barrichello og Brawn GP lægger yderligere afstand til rivalerne inden de sidste fire GP’er. Men teamchef Ross Brawn er alligevel yderst forsigtig.
– Vi er alle henrykte over vores resultat denne weekend, efter meget stærk kørsel fra Rubens og Jenson giver os vores fjerde 1-2 denne sæson. Bilen fungerede godt med lav downforce, og Mercedes-Benz-motoren gav os poweren til denne højhastighedsbane. Weekenden har givet et fantastisk resultat til Brawn GP, men det hårde arbejde er langt fra slut. Der er fire kritiske løb tilbage, som vil afgøre VM-kampen, og vil være tilbage på fabrikken i Brackley i morgen for at se frem til næste udfordring i Singapore, siger teamchef Ross Brawn.
Rubens Barrichello fik revanche for sit kiksede løb på Spa, hvor en ellers stærk kvalifikation så brasilianeren helt med fremme. Koblingsproblmer i starten kostede dog mulighederne for at køre med om sejr.
– Monza har altid været en god bane for mig, og det føles bare skønt at vinde her igen. Vi tog nogle fantastiske beslutninger denne weekend, og det arbejde, vi nåede fredag, var nøglen til resultatet. Vi måtte tænke strategisk i kvalifikationen pga. KERS-bilerne, og vores etstop-strategi gav gevinst. Det bliver en god kamp om mesterskabet de næste par løb, og jeg ser virkelig frem til det. To sejre i tre løb er ganske godt, og jeg vil give det alt jeg kan, siger Barrichello, der kunne hente to point på sin teamkammerat i front af VM.
– Jeg havde et virkeligt godt løb, og det er en fantastisk følelse at stå på podiet igen. Teamet og Rubens gjorde det virkeligt godt denne weekend, og tillykke til Rubens med hans anden sejr denne sæson. Det bliver en spændende slutning på sæsonen, som vi alle ser frem til, siger Button.
Foto: Brawn GP