F1-seere og publikummer fik underholdning for alle pengene i årets andet løb i F1. Det australske grand prix i Melbourne blev lige så underholdende, som sæsonåbneren i Bahrain var kedeligt. Jenson Button vinder efter sikker og taktisk kørsel, mens andre faldt igennem på uheld undervejs.
Løbet startede på våd bane, hvilket gav dramatik fra første færd. Sebastian Vettel kom godt afsted fra pole position, mens det kneb mere for kørerne bagved med at komme afsted. Blandt andre Fernando Alonso kom skidt fra start, og han og Michael Schumacher var i problemer i første sving. Alonso havde kontakt med Jenson Button, hvilket resulterede i en snurretur til Alonso og en ødelagt frontvinge på Schumachers Mercedes GP.
Anderledes går det for Robert Kubica, Felipe Massa og Lewis Hamilton, der på første omgang skyder frem i rækkerne. Hamilton er efter få omgange oppe på sjettepladsen efter at have overhalet teamkammerat Jenson Button, der falder bagud.
Om det er teamkammeratens overhaling der gør udslaget, er uvist. Men Jenson Button går meget tidligt ind for at skifte til slicks. Ud på syvende omgang er briten i pit, mens konkurrenterne fortsætter på den våde bane. Første omgang på slicks tyder alt da også på, at det er for tidligt, da Button må af banen.
Få omgange senere har de andre teams fået analyseret Buttons sektortider, så 9. omgang mødes langt de fleste i pitten. Ude på banen er Jenson Button nu toer, hvis man trækker de kørere fra, der endnu ikke har været i pit.
Mark Webber går sent i pit, da Vettel som førende har været inde først. Australieren lægger på 10. omgang ud med at ryge af banen, hvilket koster mange placeringer. Resten af løbet bliver en dyst mellem Felipe Massa, Fernando Alonso, Lewis Hamilton og Mark Webber.
Webber/Hamilton-dysten begynder
Allerede på 16. omgang går Mark Webber forbi Felipe Massa. Med et smalt tørt spor og en ellers våd bane, er det svært at kæmpe uden at risikere, og Lewis Hamilton udnytter her momentum og går forbi begge. For enden af langsiden rammer Webber og Hamilton hinanden. Webber må igen i gruset, mens Massa kan gå inden om de to igen.
Lewis Hamilton ser ud til at have et stort fartoverskud, men banens betingelser gør det svært at overhale. På 22. omgang går briten forbi Massa. De tos kamp bremser Alonso så meget, at han må undvige og kommer ud på det våde spor, hvor traktionen er minimal. Her kan Mark Webber gå forbi Fernando Alonso.
Lewis Hamilton viser kort efter igen sine evner, da han går forbi Nico Rosberg, der indtil det tidspunkt havde kørt et stærkt løb lige uden for podieplaceringerne.
Vettel udgår efter bremsefejl
På 26. omgang bliver hele ordenen rykket en placering op, da Sebastian Vettel laver en sjælden kørefejl – som senere er forklaret med bremseproblemer – så den unge tysker udgår fra en solid føring.
Vettels fejl er dog ikke den sidste vi ser, da Lewis Hamilton laver en fejl og kommer for langt ud. Mark Webber kan igen gå forbi, så truppen bag Jenson Button og søndagens nok næststørste overraskelse Robert Kubica igen er godt samlet bag Felipe Massa. Kort før mål går det dog igen galt for Webber, da Hamilton og Alonso er i infight. Australieren rammer hårdt op i Hamilton, så begge må i gruset. Webbers frontvinge skal udskiftes, mens Hamilton kan fortsætte med stor forsinkelse.
Jenson Button tager dermed sin første sejr for McLaren Mercedes, mens Robert Kubica tager en flot andenplads for Renault-teamet. Massa tager det sidste podietrin.
Nico Rosberg ender som femmer foran uheldige Hamilton, Vitantonio Liuzzi er syver, Rubens Barrichello igen i pointene på ottendepladsen, Mark Webber får en niendeplads ud af anstrengelserne mens Michael Schumacher får et point for en meget besværlig søndag.
Resultater fra Australiens Grand Prix 2010:
Racemag følger naturligvis op med kørerreaktioner.
Foto: Vodafone McLaren Mercedes