Sébastien Buemi har kigget i kalenderen. Heldigvis for schweizeren støder Grand Prix-kalenderen 2012 ikke op til Le Mans-weekenden i juni. Red Bull Racings tredjekører går nu efter start i langdistanceklassikeren allerede i år.

Den 23-årige schweizer har levet en lidt omtumlet tilværelse for nyligt. Først fik han at vide, at han ikke havde et racesæde i Scuderia Toro Rosso i 2012. Ikke længe kunne han og Red Bull dog melde, at energidrikgigantens juniorkører havde forlænget kontrakt, nu med titlen test- og reservekører.

Og det har åbnet op for andre muligheder for Buemi, der nu øjner muligheden for noget løbstræning på selveste La Sarthe.

– Ideelt set kunne jeg kombinere Formel 1 med en anden serie, noget med langdistance. Jeg ville gerne køre 24-timers Le Mans. I år der ikke noget Grand Prix i Le Mans-weekenden, derfor er det muligt. Jeg vil formentlig meget snart kunne give detaljeret information om, hvad jeg kører i 2012, siger Buemi til tyske Motorsport-Magazin.

Der skulle angiveligt være pladser hos flere LMP1- og LMP2-teams i den kommende udgave af den franske klassiker.