Den sidste del af Nürburgring 24h-kvalifikationens tre dele blev kørt her til eftermiddag. Årets udgave af den klassiske top 30-shootout blev kørt i fantastisk flot solskin – i skarp, skarp modsætning til særligt gårsdagens første del, hvor det regnede størstedelen af de fire timer.

Top 30-shootouten er altid en kort kvalifikation i forhold til banens enorme længde, og tiderne er således sat på to flyvende omgange.
Det havde BMW’s brasilianske fabriks- og DTM-kører Augusto Farfus mest held med. Han satte først en meget fornuftig 8.17.531 og fulgte på den efterfølgende omgang op med 8.17.341 i BMW Sports Trophy Team Marc VDS’ Z4 GT3 med startnummer 26.
Det var nok til at sætte pole med et lille sekund ned til Adam Christodoulou i Black Falcons Mercedes SLS AMG GT3 med startnummer 2.

Christodoulous tid var nok til at forhindre BMW i at rydde bordet fuldstændigt i Z4 GT3-bilens sidste Nürburgring 24 – for Team Schuberts biler med henholdsvis Jens Klingmann og Dirk Müller ved rattene kom lige efter.

På femtepladsen har vi løbets pt. hurtigste Audi – og det er en god nyhed med danske øjne, for det er Pierre Kaffer i  Audi Sport Team WRT’s R8 LMS med nummer 29 – der blandt andet har Nicki Thiim på kørerlisten.

Mens top 10 fortrinsvis præges af Audi og BMW, så er der også en række andre mærker i spil, som sagtens kan gå frem og blande sig i kampen om sejren – således ventes teams med biler fra Aston Martin, Porsche, Mercedes og Bentley alle at kunne gøre sig i kampen over de 24 timer.

 

Top 30-shootoutens anden bil med dansk islæt er Team Mantheys Wochenspiegel-sponsorerede Porsche 911 GT3 RSR, der kører i SP-Pro klassen. Bilen er på pole i SP-Pro, og starter på en generel 22. plads.

Scuderia Cameron Glickenhaus mistede desværre den ene af de to særprægede SCG003C-biler i et uheld i regnvejret i går, mens den overlevende bil satte 24. bedste tid generelt. Den bil kører i SP-X.

For feltets øvrige deltagere har kvalifikationen været en blandet landhandel. Niels Borum og Scangrip Racing melder om bremseproblemer, som både har kostet teamet nattesøvn og hele den anden kvalifikationsrunde. Men Niels Borum har ikke mistet modet, og skriver på Facebook at nok driller bremserne, men vejret var også elendigt – og i øvrigt er løbet så langt, at det ikke betyder meget at starte langt nede.

Også Claus Grønnings Renault Clio er løbet ind i problemer – her forlyder det, at motoren døde i aftes, og heller ikke den bil nåede ud til den anden runde af kvalifikationen i dag.

ADAC Zurich 24h-Rennen starter klokken 16.00 i morgen lørdag, og hele løbet kan ses live på http://24h-rennen.de/live.
Også Radio Le Mans er på plads i det tyske, og sender ligeledes hele løbet live.

Fotocredit: Natascha Theisen