Kamui Kobayashi’s fremtid hos Sauber-teamet er endnu ikke afgjort, selvom han i Japan’s Grand Prix fik sit hidtil bedste resultat med en tredjeplads, og har været hos teamet de seneste tre sæsoner.
Saubers teamchef Monisha Kaltenborn nævnte i Japan, at næste års kørerbesætning afgøres inden sæsonen er omme.
– Vi træffer vores egne beslutninger, og tager kontakt til og taler med hvem vi vil. Så er det op til køreren, hvem det end omhandler, at afgøre hvor de ønsker at køre, udtalte Monisha Kaltenborn til Reuters på spørgsmålet om Ferrari havde en finger med i spillet på, hvem der skal køre for teamet næste år.
Årsagen til Ferrari nævnes er naturligvis, at den italienske fabrik er motorleverandør til Sauber – og at teamets mexicanske kører Sergio Perez har været tilknyttet Ferrari Academy.
Det er sikkert at Sergio Perez forlader teamet, da han har skrevet kontrakt med McLaren. Men hans sponsor Telmex forbliver hos Sauber-teamet. Telmex er ejet af verdens rigeste mand Carlos Slim, og han har for efterhånden en del år siden søsat Escuderia Telmex, der er et talentprogram for unge latinamerikanske kørere. Det var igennem det program Perez fandt vej til Formel 1 – og det næste skud på stammen kan meget vel være mexicaneren Esteban Gutierrez, der har kørt GP2 i et par år. For tre år siden blev han GP2 mester, og i år blev han nummer tre i GP2, og har været tilknyttet Sauber F1 team de seneste sæsoner.
Den kun 21 årige mexicaner kunne være et bud på et nyt talent hos Sauber. Han har trods sin unge alder været test- og reservekører for teamet, og leveret resultater i formelklasserne lige under Formel 1.
Der burde være plads til Kamui Kobayashi, selvom Esteban Gutierrez kommer til. Men rygter går nu på, at Nico Hülkenberg forlader Force India til fordel for Sauber. Det kan hænge sammen med Ferrari vil se tyskeren an i en sæson mere, førend de overlader pladsen til ham – det forudsætter naturligvis at Felipe Massa får en sæson mere hos det legendariske italienske team.
Det der kan tale imod, at Kobayashi forlader teamet, er, at man så mister en kører med stort kendskab til både teamet og udviklingen af racerne.
Udover sin erfaring med udviklingen af Sauber raceren de seneste tre sæsoner, så er Kobayashi også en kører, der har leveret resultater og point til ikke altid ligeså stærkt team. Tidligere var japanske kørere oftest i Formel 1 på grund af de japanske motorkonstruktørers krav om en lokal kører. Det er ikke tilfældet med Kobayashi.
På trods af hans noget vilde kørestil i begyndelsen af sin karriere, så scorede han allerede point i sit andet Formel 1 løb, som i øvrigt var for Toyota i 2009.
Toyota trak sig ud af Formel 1, og siden 2010 har han været hos Sauber-teamet.
I 2010 kørte han sammen med den langt mere erfarne Pedro de la Rosa, som blev fyret efter Italiens Grand Prix og erstattet af Nick Heidfeld. Japaneren blev teamets bedste kører i 2010 og sluttede VM med 32 point – det rakte til en tolvteplads. Året efter kom Sergio Perez til, men da sæsonen var forbi var Kobayashi endnu engang bedste Sauber-kører – han blev nummer tolv igen. I år ser det så ud til at Perez slutter foran ham – men pointmæssigt er han tæt på mexicaneren, og har gjort sit til, at Sauber er klart det bedste team, blandt dem uden for den absolutte top.
Som kører var han i starten af sin Formel 1-karriere kendt for at være meget aggressiv, men de voldsomme starter har han fået tæmmet. Han har stadig en kompromisløs kørsel, men uden at være hensynsløs. Han har både vist under løb og kvalifikationer, at han kan være uhyre hurtig. Det kan dog svinge en del fra løb til løb, men om det er på grund af hans evner eller det, at Sauber-teamet ikke altid har haft en optimal racer skal være usagt.
Han har ikke evnerne til at nå den absolutte top i Formel 1, men det ville være synd, at se en kører med hans talent i teams i bunden af feltet. Det er dog muligt, at japaneren redder sig endnu en sæson hos Sauber, hvor han enten kommer til at danne par med Nico Hülkenberg eller Esteban Gutierrez. Beslutningen er op til Monisha Kaltenborn og Sauber teamets ledelse.