DASU og udvalget for offroadbanesport offentliggør nu det nye offroad talentkoncept, som bygger på vores stærke traditioner inden for banesporten og karting. Dette initiativ er designet til at udvikle og støtte talenter i offroadsporten og løfte dem til et internationalt niveau.
Med baggrund i vores omfattende erfaringer inden for asfaltbane og karting, overfører vi nu vores viden om talentudvikling til offroadsporten. Træningskonceptet omfatter fysisk og mental træning, ernæring og køreteknik, og laves i samarbejde med eksterne partnere og eksperter for at sikre den bedst mulige udvikling. Ambitionen er at skabe en eksklusiv “klub” bestående af en håndfuld kørere, som gennemgår et intensivt udviklingsforløb over flere år, med det mål at løfte danske offroad-talenter til internationalt niveau.
Krav til kørerne
Vi søger nu talentfulde og dedikerede kørere til at blive en del af vores nettotrup. Hvis du har en passion for offroadbanesporten og opfylder nedenstående kriterier, så opfordrer vi dig til at ansøge:
- Du er 12 år eller ældre.
- Du har en stærk motivation og dedikation til at udvikle dig selv som kører.
- Du har lysten til at deltage aktivt i træningsforløb og fælles aktiviteter.
Sådan ansøger du
Hvis du ønsker at blive en del af DASUs eksklusive offroad talentkoncept, så send din ansøgning til sportschef Bo Skovfoged på bos@dasu.dk senest den 31. december. Ansøgningen skal indeholde:
- Navn og fødselsdato.
- Udvalgte resultater fra de sidste tre år.
- Kalenderplaner for 2025.
- En video, hvor du fortæller hvorfor du skal være med i offroad talentkonceptet.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og glæder os til at opdage nye talenter, der vil være med til at forme fremtiden for dansk offroadsport.
Foto: Hoffmann Foto



