Emil Bernstorff, Christina Nielsen, Nicolas Beer og Mikkel Jensen tog vidt forskellige resultater med sig hjem fra ADAC-serierne, der gæstede Sachsenring i weekenden.
Svære vejrbetingelser med bl.a. styrtregn og tordenvejr gjorde det ikke nemt for kørerne.
I ADAC GT Masters kunne Christina Nielsen, der denne weekend delte Farnbacher Racing-Porschen med Marco Seefried, da Allan Simonsen var optaget med Le Mans-testdag, tog en andenplads i Gentlemen Trophy i lørdagens løb.
Søndagens løb blev uheldigvis en nulscore for den danske racerpige, der uforskyldt blev involveret i et crash, der kostede videre deltagelse.
Resultaterne betyder dog alligevel, at hun fortsat er med fremme i mesterskabet, hvor hun nu indtager andenpladsen i gentleman-klassen.
Sejr til Emil Bernstorff
I ATS F3 Cup startede dansk/britiske Bernstorff toer efter teamkollega Marvin Kirchhöfer. Her lå danskeren også nogenlunde lunt i svinget indtil en langsommere bil skulle tages med en omgang. Dette var dog ved at gå galt, da den langsommere kollega ikke gav plads, og Lotus-køreren måtte se sig overhalet af Artem Markelov og nøjes med en tredjeplads.
I andet løb, der blev kørt i heftigt regnvejr, startede danskeren som sekser. Ikke desto mindre fik han på første omgang overhalet fire konkurrenter og den førende omgangen efter. Køreren med dobbelt statsborgerskab kunne tage sin tredje sejr i sæsonen.
Tredje løb blev en skuffelse, da Jäger tog danskeren med ud i gruset, hvilket beskadigede Bernstorffs bil. Det blev dog til en 10. plads og et enkelt point.
Bernstorff er fortsat treer efter teamkollegerne Kirchhöfer og Markelov.
Podie til Mikkel Jensen i Formel ADAC Masters
I første løb blev det til en femteplads til Nicolas Beer og en 11. plads til Mikkel Jensen, mens Hendrik Gapp vandt. Andet løb gav dansk podie til Mikkel Jensen efter Alessio Piccariello og Marvin Dienst, mens Nicolas Beer sluttede 15 efter at have indkasseret et tidsstraf på 30 sekunder for at have generet en konkurrent. Beer lå ellers til en sjetteplads.
I tredje løb fulgtes de to danskere over målstregen på en ottende- og niendeplads, hvor Beer som i første løb viste fornem opkørsel – denne gang fra en startplads som nummer 15.
I den samlede stilling er Nicolas Beer faldet til fjerdepladsen, mens Mikkel Jensen indtager ottendepladsen.



