Det var et uheld af de mere usædvanlige, der kostede et pitstop ekstra for Audi #7 med Dindo Capello bag rattet.
Efter 6 timer og 11 minutters kørsel løste indlæg i italienerens hjelm sig, så hjelmen ikke længere sad fast og den brandsikre balaclava faldt ned i øjnene. Tom Kristensens medkører, der på det tidspunkt lå i spidsen af Petit Le Mans, måtte tage et ekstra pitstop, der satte Audi-mandskabet ud af spil om sejren.
– Indtil dette latterlige problem med hjelmen så det perfekt ud for os. Vi leverede en hård kamp med Peugeot. Det var rigtig sjovt, for bilen var god at køre i trafikken. Men så begyndte mareridtet. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Jeg har senere fundet ud af, at et indlæg i hjelmen rev sig løst. Jeg har endda været så heldig, ikke at have haft et uheld, for i et sving kørte jeg fuldstændigt blindt igennem, da hjelmen rutsjede ned over mine øjne, siger Dindo Capello i en pressemeddelelse.
Dermed er Audi #7 for andet løb i træk sat ud af spil – denne gang dog ikke endegyldigt. Trods tabet på en omgang kunne Tom Kristensen og co. fortsat tage en tredjeplads.
– Selv efter så mange år kan man opleve noget nyt. Detgør mig utroligt ondt på teamets vegne, at vi mistede et bedre resultat på grund af sådan noget, slutter Capello.
Foto: Audi Motorsport