Benny Simonsen afløser Markus Palttala og deler dermed teamets Porsche 997 RSR med Joel Camathias og Paul Daniels.

– Jeg fik det at vide lidt over ni i morges, hvor de ringede og spurgte, om jeg kunne være i Bahrain i aften. Jeg venter nu på flyet, der skal lette om en halv time, så det er gået lidt stærkt, siger den unge dansker, som Racemag fanger på mobilen fra Heathrow.

Tilbuddet kommer dermed noget pludseligt – Benny Simonsen, Allan Simonsens yngre bror, har blot deltaget i et enkelt DEC-løb på Padborg Park i år.

– Jeg kørte for teamchefens bror i Trofeo Abarth i England, og Allan har også kørt for hans team tilbage i 2005, så det er derigennem, vi kender hinanden. Men jeg er jeg meget sulten efter at vise noget, og jeg har intet at tabe. Men jeg vil tage det som en stor oplevelse uanset hvad, siger Benny Simonsen til Racemag.

Simonsen, der ernærer sig som kørerinstruktør i England, hvor han også er bosat, har tidligere testet GT-biler i den britiske GT-serie. GTE-Porschen og banen bliver dog nye bekendtskaber.

– Jeg har kørt banen tynd i diverse simulatorer, men jeg kender ikke bilen, og jeg har aldrig været på banen før, så vi må tage det som det kommer. Jeg springer lige ud i det i den første træning.

JWA-Avila-teamet ligger før løbet i Bahrain på en femteplads ud af seks teams i GTE Am.

6 Hours of Bahrain køres lørdag og kan følges på WEC’s hjemmeside.