Også de to Mercedes GP-kørere havde et begivenhedsrigt løb i Australien. Nico Rosberg var flere gange involveret i kampene om andenpladsen, mens Michael Schumacher blev ramt af Fernando Alonso i første sving. Det kostede et pitstop efter en ny næse til F1-legenden, der herefter måtte kæmpe sig op gennem feltet.

Både Rosberg og Schumacher måtte i pit en ekstra gang i løbet, modsat flere af kørerne foran, der kunne køre igennem med ét regulært pitstop.

Rosberg endte igen på en solid pointplads med en femteplads, mens Schumacher med to sene overhalinger på Jaime Alguersuari og Pedro de la Rosa sikrede et enkelt point.

– Femtepladsen er et godt resultat efter et blandet løb. Jeg fik en dårlig start i det våde, og efter det manglede vi fart, og jeg kæmpede med det bløde dæk. Sliddet bagtil var ret slem, så besluttede os for at tage et stop mere og få friske dæk på til at prøve at angribe gruppen foran. Selv med dækfordelen ville det være svært at overhale, når først jeg var nået derop, så derfor var det godt at hente et par placeringer, da Mark og Lewis havde et uheld. Vi må fortsætte med at tage point, mens vi forbedrer bilen, så generelt var det en anstændig weekend, siger Nico Rosberg i en pressemeddelelse.

– Jeg kunne have haft et godt race her i dag, så det var en skam, at jeg blev ramt lige efter starten. Det uheld afgjorde selvfølgelig mit løb. Men det er sådan noget, der sker, og man må bare sige, that’s racing. Jeg måtte køre resten af løbet fra bagerste position, men må sige, at jeg stadig havde det sjovt, da vores pace var lovende, og i en del af løbet kørte vi hurtigere end frontgruppen. Det var godt at tage et point, og vi kan tage den gode fornemmelse med til næste race, hvor vi ser frem til en anden udfordring, siger Michael Schumacher.

Mercedes GP Petronas er treer i konstruktørernes VM.

Foto: Mercedes GP Petronas