Romain Grosjean er en mand med store forhåbninger til årets Formel 1 sæson. Ikke nok med, at Lotus F1 Team samlet set fik en god start på årets første testdage, så er Lotus-køreren også ganske godt tilfreds med bilens køreegenskaber:

”Jeg fik kørt mere end 50 omgange i sidste uge, og jeg nød at køre den nye bil, og det er det vigtigste. Når man forstår sin bil, kan man også presse den mere. Så vi er på vej i en positiv retning”.

Der var dog ikke meget positivitet at spore i sidste års Formel 1 sæson, hverken for Lotus eller for Romain Grosjean personligt. Franskmanden havde ellers en god sæson året forinden, og ifølge ham selv er det heller ikke nemt at opleve den slags rutsjebane ture:

”Det er svært. Det udfordrer en, især hvis man er i en professionel sport som Formel 1. Man vil selvfølgelig gerne vinde. At deltage er én ting, men det man altid drømmer om er at vinde. Jeg var nødt til at arbejde meget med mig selv og forsøge at holde frustrationerne nede. Nogle gange kunne jeg ikke gøre mig selv 100% klar inden et løb, men generelt set synes jeg det var et positivt år i forhold til at jeg blev stærkere og lærte aspekter af mig selv og sporten, som jeg ikke kendte til før”.

Om Romain Grosjean kan nå op på samme niveau, som han havde i 2013, tør han dog ikke spå om, men hans forventninger til den nye sæson er høje. Også når det kommer til det nye Formel 1-regulativ. Antallet af ændringer i det nye regelsæt er dog ikke nær så omfattende, som det var tilfældet sidste år. Alligevel tror Lotus-køreren, at især forøgelsen af bilernes minimumsvægt vil have en positiv effekt:

”Det vil helt sikkert have en positiv betydning for sporten. Jeg var en af dem, som vejede for meget sidste år. Højden har også en betydning, for jo højere man er, jo mere vejer man normalt også. Så jeg tror bestemt at det er et skridt i den rigtige retning at hæve minimumsvægten”.

Sidste år var et af de mest omdiskuterede emner i Formel 1, at nogle kørere mere eller mindre sultede sig selv, for at komme ned i vægt. Ifølge Romain Grosjean vil vægtforøgelsen af bilerne forhåbentligt være med til at afhjælpe dette alvorlige problem i verdens mest præstigefulde motorsportsklasse.