3. Gøg

Gøgeunger dræber deres plejesøskende

Han og hun har forskellige kald

Unge gøge finder selv vej til Afrika

Gøgen er en fugl som alle kender. Både for dens stemme, en karakteristisk kukken, der kan høres langt omkring, og for dens parasitiske ynglevaner. Det er kun hannerne, som kukker. Hunnerne udstøder et sært boblende kald, der godt kan lyde lidt som latter. Gøge bygger ikke selv reder og passer deres unger. I stedet lægger gøgehunnerne deres æg i forskellige mindre fugles reder. Gøgeæg er meget små i forhold til fuglens størrelse – en gøg bliver over 30 cm lang – men de passer perfekt i størrelsen i forhold til småfugle som jernspurv, sangere og vipstjerter, der gerne er gøgens foretrukne ofre. En gøgehun specialiserer sig ofte i at snylte på en bestemt fugleart, og de æg den lægger minder om mønsteret og farvetegningerne i værtens æg.

Når gøgeungen kommer ud af ægget, vokser den meget hurtigt og får efterhånden skubbet alle sine søskende ud af reden, så den får monopol på al den føde, de voksne kommer med. Sidst på sommeren er gøgeungen ofte flere gange større end sine plejeforældre, som ikke desto mindre troligt bliver ved med at proppe mad i næbbet på den. Når gøgeungen er flyveklar, står den helt på egne ben. Dens forældre har forlængst forladt landet og er trukket syd på til vinterkvartererne i Afrika. Den unge gøg har derfor ingen mulighed for at lære den rette flyverute af de voksne fugle, men må selv finde vej til Sydafrika, og ikke mindst tilbage igen, når den næste sæson starter.

Gøgens særprægede stemme har også givet inspiration til mange former for overtro. Hvis man tæller hvor mange gange en gøg kukker, når man hører den, kan man for eksempel få tallet på, hvor mange år man har tilbage at leve i, hvor mange mænd, koner eller kærester man får, hvor mange børn eller hvor mange guldstykker man en dag vil finde.