10. Gyvel
Gyvelens gule blomster er slik for mange dyr
Gyvelen kan overtage det hele
Nogle insekter lever kun i og på gyvel
Gyvelen er en meget omdiskuteret og direkte udskældt plante. Udseendet fejler som sådan ikke noget. Det er en halvstor busk med tynde stride grene, og i blomstringstiden kan der være oversået med et flor af lysende gule blomster. Desværre er den meget aggressiv i sin fremfærd og kan meget hurtigt bliver totalt dominerende i et område, hvis ikke den holdes nede med hård hånd, enten af mennesker og maskiner eller af dyr, som gnaver den ned. Der findes to forskellige former for gyvel herhjemme. En dansk udgave, hvor planterne er relativt små og ikke breder sig fuldstændigt uhæmmet, og en italiensk form, der er indført og noget mere voldsom i væksten og som har evnen til at brede sig.
Gyvel er dog også hjemsted for en stribe forskellige insekter, som man ikke kan finde andre steder, så den er ikke kun et problem. Det gælder for eksempel den smukke grønne gyvelbredtæge, som er forsynet med fine gule kanter. Det er en ret ny art i Danmark, som første gang blev set i 1977, men nu kan man finde den overalt i landet, hvor der er gyvel. Der er også en håndfuld sommerfugle, som bruger gyvel til at opfostre deres larver på. Flere af dem er dog ret sjældne, og så er der en stribe mindre insekter, forskellige små snudebiller og bønner, og en helt speciel art bladloppe, der udelukkende kan leve på gyvel. Gyvel er ellers en ret giftig plante, så der er ikke mange dyr, der spiser den i stor stil, men de forskellige insekter er tilpasset til at kunne nedbryde giftstoffet, så de kan klare den hårde kost uden problemer.
Større dyr nøjes typisk med at spise blomsterne, som ikke er giftige i samme grad som resten af planten, og som også for mennesker er yderst velsmagende.

Foto: Sophie Boe Booker