8. Slangehoved
Medicin mod slangebid
Indført med munke i middelalderen
Hjemsted for sjældne insekter
Slangehoved er en høj, ru og let stikkende plante med eksotisk udseende lilla blomster med lange lyserøde støvdragere og støvfang. Den ligner noget, der slet ikke hører hjemme i Danmark, og det gør den strengt taget heller ikke. Den stammer oprindeligt fra Sydøsteuropa og det vestlige Asien, og den er sikkert indført til Danmark med munke i middelalderen som medicinplante. Den skulle efter sigende være god mod slangebid – formentlig fordi blomsterne med lidt god vilje kan ligne slangehoveder med en spillende tunge. Og så kan man i øvrigt udvinde en kraftig rød farve af den.
Slangehoveder vokser i tørre varme områder mellem sten og grus og nogle gange endda i sand. Nogle steder står den kun enkeltvis, men den kan også danne tætte bestande. Slangehoved er en populær plante blandt mange forskellige insekter. Den danner for eksempel nektar som indtages af alt fra humlebier til køllesværmere, der kan komme til lækkerierne i bunden af blomsterne. Den er dog også hjemsted for en lille håndfuld arter, som stort set udelukkende lever på og i slangehoved og kun sjældent forekommer på andre planter.
Slangehovedmøl er et lille mørkebrunt og hvidt møl, der producerer en farvestrålende sort og gul larve, som gnaver løs i slangehovedplanterne, når den får chancen. Slangehovedhalvmøl har derimod en kraftig hvid larve med sorte prikker, mens den voksne er brunligt spraglet. Den lever af slangehovedets blade, men kan også gnave i stænglerne, så hele planten visner. Slangehovedsnudebillen er en halvstor grå snudebille med et hvidt mønster, der får den til at ligne et landkort med floder. Den voksne snudebille kan man finde siddende for foden af planten mellem bladene, mens larverne lever inde i rødderne, så dem ser man aldrig.

Foto: Sophie Boe Booker