1. Snegle i Danmark

Snegle er hermafroditter (både han og hun på samme tid)

Vinbjergsnegle kan spises

Snegle filer deres mad i stykker med tungen, når de spiser.

Snegle er en stor og varieret dyregruppe. Der findes snegle med og uden hus. De kan leve både i ferskvand, i saltvand og på landjorden, og de kan både have hus og mangle hus. I Danmark har vi omkring 100 arter landsnegle, og omkring 15 af dem mangler hus.

Snegle har en stor appetit, hvad enhver, der har fået deres køkkenhave invaderet, vil være enige i. De spiser overvejende planter, men er ikke spor kræsne i øvrigt og tager gerne fat i døde artsfæller, hundes efterladenskaber og godt møre ådsler. Snegle har ikke tænder, men derimod en såkaldt radula, en muskuløs raspetunge, der er besat med små horntænder, så den ligner en fil. Raspetungen filer små trevler af føden, som sneglen så kan sluge.

De tre bedst kendte landsnegle med hus kan findes mange forskellige steder, fra baghaver til skovområder og alt ind imellem. Det er først havesneglen og lundsneglen, relativt smådyr, med huse der typisk måler mellem 1 og 1½ cm. De kan være ekstremt variable i farven, men man kan altid kende dem fra hinanden på, at mundingen i havesneglens hus er lys, mens den hos lundsneglen er mørk. Den største art er vinbjergsneglen, som med sit store brune hus, der kan være 5 cm højt, ikke er til at tage fejl af. Den er oprindeligt indført til Danmark i Middelalderen af munke, der kom rejsende til sydfra. Det er nemlig typisk vinbjergsneglen, der lægger krop til, når man spiser snegle. Og ud fra et religiøst synspunkt var det en fordel for munkene, fordi man gerne måtte spise snegle i fastetiden. Vinbjergsneglene er vældigt gode til at demonstrere sneglenes mærkværdige kønsliv. De er nemlig hermafroditter, altså han og hun på samme tid. De skal dog stadig have en partner at parre sig med, og det sker ved, at de to dyr slynger sig tæt rundt om hinanden og krænger deres store lyseblå kønsorganer ud gennem en åbning bag hovedet. Så kan parringen foregå – den kan i øvrigt tage flere timer – og så kan de to dyr igen gå hver til sit.