15. Okkergul pletvinge
Okkergul pletvinge er en af vores mest almindelige dagsommerfugle
Den kan også klare sig hvor naturkvaliteten er relativ lav
Okkergul pletvinge er dybt afhængig af larvens foderplante, lancetbladet vejbred
Okkergul pletvinge er en af de få danske dagsommerfugle, der ikke er i voldsom tilbagegang. Den er vidt udbredt i Jylland, men forekommer mere spredt og pletvis på Sjælland og øerne. Finder man den, er der dog som regel mange af den.
Okkergul pletvinge er en smuk og livlig sommerfugl, der som regel er meget nem at få at se. Oversiden af vingerne har en varm orangegul farve med et netmønster af sorte pletter, mens der på undersiden af vingerne også er rækker af hvide pletter. Den kan dog variere meget i farven, og indimellem finder man individer, der ser meget mærkelige ud i forhold til det normale. Nogle kan være næsten helt hvide, og andre har sære mønstre, fordi deres brune pletter flyder sammen til striber og mørke plamager. En af grundene til at pletvingen er så relativt almindelig, er formentlig at den ikke er specielt kræsen og kan klare sig i områder, hvor naturkvaliteten er ret dårlig. Det vigtigste er, at der er en god bestand af larvens foderplante, lancetbladet vejbred. Den voksne sommerfugl kan suge nektar på alle mulige forskellige blomster. Den er ret grådig, og spiser ofte så meget, at den må holde jævnlige pauser for at fordøje og give plads til mere.
Larverne vokser ret langsomt, og overvintrer i små grupper på vejbredplanterne. Det efterfølgende forår vågner de op og giver sig til at vandre rundt for at finde et passende sted at forpuppe sig, inden de kan forvandle sig til voksne sommerfugle. De 3 centimeter lange larver er nemme at kende. De er sorte med hvide perlebesætninger mellem leddene og sorte børste, og så har de lysende orangerøde hoveder.

Foto: istock.com/HalilIbrahimSari

Foto: istock.com/Montonnature