DASUs Team Danmark-talenter fortæller i en artikelserie, hvordan de holder sig skarpe i lockdown-perioden uden motorsport. Her er det Bastian Buus, der skal køre GT4 i 2020.

Hvad bruger du tiden på i disse dage?

Bastian Buus lærer i simulatoren

Jeg sørger for bedst muligt at holde mig i gang, og være klar til der åbnes op igen. Jeg holder mig fysisk igang, med træning, og tager også på gokartbanen ca. 1 gang hver anden uge. Derudover har jeg anskaffet mig en simulator, Som jeg bruger meget tid i. Det er et rigtig godt redskab til at holde reaktion, reflekser, racecraft, fokus og meget mere ved lige. Jeg får også stadig lektier for, og de skal selvfølgelig også laves, da skolen også er en meget stor del af min normale hverdag

Hvordan holder du dig i form?

Jeg laver mest konditionstræning/cardio. Løbe eller cykle en god tur kan være en meget god måde at få koblet af på. En dag på gokartbanen kan også mærkes i kroppen dagen efter. Derudover forsøger jeg at fastholde mine rutiner med armbøjninger og nakkeøvelser før jeg går i seng.

Hvad gør du for at være klar til når der forhåbentlig snart lukkes op rundt omkring for aktiviteter?

Selvfølgelig er den fysiske træning vigtig, men jeg gør også meget i at holde hovedet parat, da det også spiller en kæmpe rolle som racerkører og sportsmand. I min simulator kan jeg stadig holde racerdelen nogenlunde ved lige. Der skal stadig tages hurtige beslutninger og kæmpes mod nogen af verdens bedste.

Jeg holder kontakt til Porsche teamet i Tyskland, og vi prøver hele tiden at ligge nye planer for hvornår vi kan komme i gang igen, så vi hurtigst muligt kan komme på banen når der åbnes.

Hvilke tanker gør du dig om din egen situation og din fremtid i sporten?

Det er en ret ærgerlig situation. Jeg har som 16-årig fået en juniorkontrakt med det tyske Porsche team Allied-Racing, og skal kører i den Europæiske GT4 serie. Desværre for jeg ikke min debut som 16, hvilket både teamet og os selv havde set meget frem til. Lige nu er der heldigvis ikke blevet aflyst nogen løb endnu, men de er blevet flyttet til senere i år. Vi arbejder på en plan B med teamet, hvis det skulle ske at serien ikke bliver til noget.

Det er mit første år i GT, så hvad fremtiden byder på kan vi kun vente og se, men der er ingen tvivl om at corona måske kan åbne nogen muligheder.

Hvilke tanker om sporten har du generelt?

Jeg elsker motorsport, og det er det jeg brænder for. Derfor er det super ærgerligt, at et så fedt år starter på den her måde. Jeg er selv ny i bilsport verdenen og skal først til at lære alle folk at kende. Det har også givet mig et nyt sin på hvor fascinerende sporten er. Et stort team der samarbejder, om at finde det sidste små detaljer, der kan afgøre alt. Udefra er der nærmest kun fokus på kørerne og løbene, men der er så meget mere bag. Det er ikke kun racerkørerne, men også alle andre mennesker i teamet der dedikerer deres liv til sporten. Det synes jeg er meget vigtigt at pointere, da de fleste ikke ved hvor meget arbejde vi lægger i det. Alle gør deres absolut bedste i jagten på succes.

Har du en besked til fansene?

Jeg tror at alle glæder sig til at verden åbner op igen. Husk at holde afstand og passe på jer selv, så kan vi hurtigere komme tilbage til racerbanerne 😉