Efter sit første GT3-podie på Nürburgring i juli er den danske Porsche-kører klar til endnu et topresultat, når fjerde afdeling af GT World Challenge-mesterskabet finder sted på Monza denne weekend.

I juli lykkedes det for Bastian Buus at sikre karrierens første GT3-podie sammen med Lionspeed GP på Nürburgring i Tyskland. Når fjerde afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup afholdes på Monza i Italien i den kommende weekend, er den danske Porsche-kører og tidligere Supercup-mester opsat på endnu et podie.

– Det var fantastisk at stå på podiet i et GT3-mesterskab, både for mig personligt og for resten af holdet, som er helt nyt i GT World Challenge i år. Målet for den kommende weekend bliver naturligvis at bygge videre på denne succes. Monza er et ikonisk sted, jeg har kørt der flere gange i Supercup-bilen, og det bliver spændende at se, hvor konkurrencedygtige vi er i GT3-feltet. Jeg glæder mig til at komme i gang og bygge videre på den succes, vi opnåede på Nürburgring. Vi håber naturligvis på en gentagelse, måske endda et skridt eller to højere på podiet. Vi vil i hvert fald kæmpe hårdt for det, siger Bastian Buus.

Bastian Buus og teamkammeraterne fra Lionspeed GP – tyske Patrick Kolb og hollandske Michael Verhagen – skal konkurrere mod 18 andre biler i Bronze-klassen i den fjerde og næstsidste afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup. Weekenden skydes i gang med træningssessioner lørdag den 21. september, mens det tre timer lange GT3-løb starter søndag den 22. september klokken 15.30. Løbet kan streames live på YouTube.

Foto: SRO Motorsports Group