Der hang i dag tung skyer over Circuit de Catalunya, da sidstedagen af årets anden officielle Formel 1-test gik i gang. Kort efter kom regnen, og racerne fik skiftet til både Intermediates- og Full wet-dækkene. Det er første gang i år, at kørerne får prøvet de to dæktyper.

På grund af regnen var der flere afkørsler i løbet af formiddagen, men ganske udramatisk. Det var blandt andet Saubers Esteban Gutierrez, Jean-Eric Vergne og Giedo van der Garde, der måtte en tur i grusset.

Banen tørrede op i løbet af et par timer, og Lewis Hamilton kom ud på Medium-dækkene. Kort før middagstid kørte han så den hurtigste omgangstid i dag med 1:23.282.

I frokostpausen mellem klokken 13 og 14 tog regnen til igen. Kørerne fik dermed atter lejlighed til at få kørt flere omgange på Full Wet-dækkene. Under eftermiddagens træning var Mark Webber blandt de hurtigste i regnen, og australieren præsterede en omgangstid på 1:40.325. Syv tiendedele efter lå McLarens Jenson Button.

Det har været en test, hvor alle teams har fået tilbagelagt godt med omgange, når man kigger på ugen som helhed. Diverse testprogrammer er blevet fuldført, og giver nu Formel 1-feltets teams en ide, om hvor deres racere er stærke og svage.

Ferrari og Mercedes ser ud til at have en langt mere velbalanceret racere end sidste år, hvor slitage af dæk og manglende grip bagpå var et problem i store dele af sæsonen. McLaren har været hurtige, men det ”vindue” de præsterer optimalt i skulle være ret snævert, hvilket kan give negative overraskelser over en hel løbsdistance.

Red Bull og Lotus har ikke trukket de store overskrifter, men deres kørere er kommet med positive udmeldinger. De to teams ser ud til at have bevaret momentet fra slutningen af 2012-sæsonen, og de har været stabile testen igennem og ikke kæmpet med nævneværdige problemer.

Marussia har fået testet deres KERS-system, og har flere gange i ugen været hurtigere end Caterham, der er deres nærmeste konkurrenter – ganske flot når man også tager i betragtning, at Max Chilton er debutant. Teamets anden kører Luiz Razia er ligeledes debutant, men han var ikke ude at køre i Barcelona. Caterham har under de to første tests i Spanien kørt med en udstødning, der efter al sandsynlighed ikke er tilladt, så det skal de tilbage til England og arbejde videre med.

Williams udstødning har ligeledes været diskuteret, men problemet med deres ser ikke så alvorligt ud ifølge deres tekniske chef Mike Coughland.

Force India har fokuseret meget på aerodynamik i deres test i Barcelona, danske Jakob Andreasen, der er chef ingeniør har været særdeles tilfreds med Adrian Sutils feedback omkring raceren.

Sauber-teamet var blandt de store overraskelser med hensyn til deres design, da de præsenterede deres 2013-racer. På grund af de lave temperaturer har Sauber, som mange af de øvrige teams kæmpet med at få dækkene til at holde, så hvordan den nye aerodynamik fungerer i samspil med opsætning og dæk, er svært at vurdere endnu.

Formel 1-feltet pakker sammen for denne gang, men om allerede godt en uge, så vender de tilbage til Circuit de Catalunya til det tredje og sidste test. Ingeniørerne skal nu hjem på fabrikkerne og gennemanalysere data, og forbedre deres racere.

Se tiderne fra fjerde og sidste dag i Barcelona nedenfor. Pastor Maldonado og Valtteri Bottas deltes om Williams-raceren idag, og de to kørere trænede pitstops, og blev derfor ikke noteret for nogle tider.

1.  Lewis Hamilton        Mercedes     1:23.282s            52 omgange
2.  Jenson Button         McLaren      1:23.633s  +0.351    70 omgange
3.  Jean-Eric Vergne      Toro Rosso      1:24.071s  +0.789    80 omgange
4.  Jules Bianchi         Force India     1:25.732s  +2.450    96 omgange
5.  Esteban Gutierrez     Sauber       1:26.239s  +1.957    61 omgange

6.  Giedo van der Garde   Caterham   1:27.429s  +4.147    50 omgange
7.  Felipe Massa          Ferrari      1:27.563s  +4.281    80 omgange
8.  Mark Webber           Red Bull     1:27.616s  +4.334    64 omgange
9.  Max Chilton           Marussia    1:29.902s  +6.620    51 omgange
10.  Romain Grosjean       Lotus      1:34.800s  +11.518   41 omgange
11.  Valtteri Bottas       Williams        no time              23 omgange
12.  Pastor Maldonado      Williams        no time              13 omgange

Fotoet er fra tidligere på ugen.