Fernando Alonso fik Ferrari F138-raceren rundt på Circuit de Catalunya i tiden 1:21.875. Læs mere om en række problemer testen har budt på de første to dage, samt status på torsdagens test i Barcelona.
Testen i Barcelona har budt på flere udfordringer for Formel 1-feltets teams. Der har været problemer med det system og især softwaren, der er det elektroniske bindeled mellem racerne og ingeniørerne i pitten. McLarens samarbejdspartner MES har indgået en kontrakt med FIA, hvor de står for systemet til samtlige teams. Problemet er manglende kontakt mellem elektronikken og racerne. Det har betydet at ingeniørerne i en del af testen har famlet i blinde. Det har således ikke været muligt at bruge telemetrien til at ændre på racerne imens de var på banen.
Årsagen til problemet har været en softwareopdatering, der skulle hjælpe til udviklingen af 2014-racerne med turbomotorerne. Problemet er blevet løst ved at rulle softwaren tilbage til 2012-udgaven. Lotus-teamet havde på testens første to dage problemer med, at data ikke blev gemt, men om der er en sammenhæng med MES software eller deres egen datalogger er uvidst.
Dækkene lader også til i år at give kørerne store udfordringer. Pirelli lagde ved lanceringen af de nye dæk vægt på, at den periode dækkene præsterer optimalt skulle være væsentlig længere end sidste år. Men flere af kørerne har oplevet at dækkene slides utrolig hurtigt. En del af årsagen skal dog findes i, at temperaturerne stadig er ret lave i Spanien i forhold til de temperaturer, der vil være ved en stor del af Formel 1-kalenderens løb.
Hvert team får stillet samme antal dæk tik rådighed af Pirelli, men fordi de slides så hurtigt, er det en stor udfordring for de forskellige teams at bruge deres dæk korrekt under testen. I går var det planen at Red Bull ville have kørt løbsimuleringer med lange stints, men dækkene ydede ikke optimalt lang tid nok, så de blev nødt til at ændre strategi. Opsætningen på racerne er en balancegang imellem så meget vejgreb som muligt, men uden at dækkenes optimale ydeevne ødelægges for hurtigt.
De officielle tests skal netop være med til at Formel 1-feltets teams finder denne balancegang til Australiens Grand Prix, når 2013-sæsonen skydes igang. Noget kunne tyde på at 2013 også bliver et år, hvor dækkene kan give negative overraskelser for en række teams.
I dag kom Jenson Button, Romain Grosjean, Mark Webber, Adrian Sutil, Jean-Eric Vergne og Giedo van der Garde ud på Circuit de Catalunya for første gang til den anden officielle test i Barcelona.
Fernando Alonso havde sidste dag i Ferrari-raceren, før Felipe Massa tager over i morgen. Spanieren sluttede af med at sætte dagens hurtigste omgang kort før frokostpausen på testens tredje dag – 1:21.875 blev tiden, og den blev sat på Soft-dæk. Tiden er nogle få hundrededele langsomere end Sergio Perez tid i går i McLaren-raceren.
Adrian Sutil kom for første gang i år ud for Force India, og han fik tilbagelagt en hel del omgange. I morgen bliver det Jules Bianchi, der skal ud i Force India-raceren. Teamchef Bob Fernley ville endnu ikke afsløre, hvem der får pladsen ved siden af Paul di Resta i 2013. Men han bekræftede dog, at det bliver enten Sutil eller Bianchi – hvilket ikke er den største overraskelse.
Generelt blev der tilbagelagt godt med omgange for stort set alle teams i dag. Maldonado og Bottas delte om Williams-raceren i dag, og under formiddagens test nåede venezuelaneren imponerende 79 omgange.
I morgen venter sidste dag til den anden officielle Formel 1-test.
Resultatet af tredjedagen i Barcelona:
1. Fernando Alonso Ferrari 1:21.875s 97 omgange
2. Nico Hulkenberg Sauber 1:22.160s +0.285 91 omgange
3. Romain Grosjean Lotus 1:22.188s +0.313 119 omgange
4. Nico Rosberg Mercedes 1:22.611s +0.736 108 omgange
5. Pastor Maldonado Williams 1:22.675s +0.800 79 omgange
6. Valtteri Bottas Williams 1:22.826s +0.951 68 omgange
7. Jenson Button McLaren 1:22.840s +0.965 71 omgange
8. Adrian Sutil Force India 1:22.877s +1.002 78 omgange
9. Mark Webber Red Bull 1:23.024s +1.149 108 omgange
10. Jean-Eric Vergne Toro Rosso 1:23.366s +1.491 106 omgange
11. Max Chilton Marussia 1:25.690s +3.815 58 omgange
12. Giedo van der Garde Caterham 1:26.177s +4.302 83 omgange



