Christian Bakkerud, der denne sæson har kalenderen booket op med løb i DTM og Le Mans Series for Team Kolles, fandt i weekenden tid til at stille op i det tjekkiske langdistancemesterskab.

På Most-banen blev Bakkerud toer samlet for Bohemia Racing Team med tjekkiske Jan Daniš og Bakkeruds DTM-teamkollega Tomas Kostka. Trioen kørte i en Audi A4 DTM fra 2005.

Selvom Bakkerud og Kostka havde kørt Audien i front af løbet, blev det mandskabet i en nyere Mercedes-Benz DTM-racer, der løb med sejren under kaotiske vejrforhold. Trods andenpladsen var Bakkerud glad efter løbet.

– Jeg kendte ikke denne tjekkiske bane. Den er fantastisk, med en masse hurtige sving. Jeg kunne også godt lide oplevelsen af at skifte kørere ved pitstoppene. De normale pitstops kender jeg fra DTM, med nye dæk og brændstof. Men dette var en rigtig god oplevelse, og jeg nød det meget, siger Kolles-køreren i en pressemeddelelse.

– Jeg synes at det har været en rigtig positiv oplevelse. De to største teams med Audi og Mercedes, som også kører i DTM, er begge yderst professionelle. At køre løb i det tjekkiske mesterskab er præget af et højt niveau, og jeg håber at jeg kan vende tilbage her til, siger Bakkerud.

Næste løb i DTM er Norisring om tre uger. Inden da står det på Le Mans for Bakkerud.

Foto: Motioncompany