Fjerde afdeling af DTM køres denne weekend på hollandske Zandvoort, en bane der bugter sig gennem landskabet tæt ved Nordsøen. Danske Christian Bakkerud ser frem til løbet på en bane, der adskiller sig markant fra bybanen Norisring, som DTM senest gæstede.
– I forhold til Norisring er det er en lang bane med masser af sving. Heldigvis kender jeg den fra Formel 3, og fra Formel BMW. Vi ved ikke hvor vi kommer til at stå rent styrkemæssigt. Vi må vente og se, siger Christian Bakkerud i en pressemeddelelse.
– Det bliver dog rart at komme ud at køre igen, vi er nået så langt på sæsonen at jeg er blevet komfortabel i DTM bilen. Vi er nået til dertil, hvor jeg mener at vi skal til at vise hvor stærke vi er. Vi bør kunne kæmpe med 2008 bilerne, vi har været tæt på dem flere gange. Men vi har endnu ikke nået det sidste for at komme i kamp, de er altid gledet ud mellem fingrene på os, siger Bakkerud om kampen i den ældste DTM-bil.
DTM kan ses live på den tyske ARD samt på dansk på Canal+ Sport 2.
Foto: Motioncompany