Christian Bakkerud lå længe på en 10. plads og dermed lige uden for pointene i sin DTM-debut, men en lille, teknisk fejl fik stor indflydelse på resultatet.
Fra at være bedste kører i 2007-biler i Team Kolles-Audien, betød en hastighedsoverskridelse på 1 km i timen i pitten, at han i stedet måtte acceptere en straf, og ender således på DTM-løbets 14. og sidste plads.
– Det kunne være gået bedre. Jeg lavede ikke nogle fejl, men materiellet svigtede desværre. Fra at ligge på 10. pladsen og presse 2008-bilerne, så betød en forkert indstillet pitstoprestriktor, at jeg kørte 81 km i timen i pitten. Det er 1 km for hurtigt, så jeg fik en drive through-straf, siger Christian Bakkerud.
Ud over en test og træning op til løbet søndag, var det første møde med DTM-bilerne under løbsbetingelser. For den tidligere formelkører kræver det noget tilvænning.
– Den er varm! Jeg er vant til at køre i åbne biler, denne her er godt nok blandt de varmere. Det skal jeg lige vænne mig til. Det hjalp heller ikke, at den blæser der skulle give mig frisk luft, desværre ikke virkede. Så det er noget vi lige skal have kigget på, siger Christian Bakkerud.
– Generelt set fungerede bilen ret godt, og jeg pressede på de biler som er bedre end min. Men vi har stadig noget at lære, både om bilen og om hvordan vi passer på dækkene. Men det er en fed bane, og heldigvis skal vi køre her igen i denne sæson, slutter danskeren.
Foto: Motioncompany