For tredje år i træk vælger Rygmarvsbrokforeningen af 1988 at gå utraditionelt til værks, når der skal slås på tromme for og indsamles midler til foreningens arbejde og aktiviteter. Atter er man nemlig gået sammen med dels Horsens Automobil- og Motor Klub, dels Ikast og omegns Motor Klub om at arrangere et stort rallysprint.

I år kommer RMB Danmark Rallysprintet til at finde sted i pinsen – helt præcist lørdag den 7. juni – og det bliver atter i det sydlige industriområde i Horsens med Marsallé som centrum, at løbet kommer til at foregå.

Løbet får deltagelse af kørere fra det meste af Danmark – ja, der er faktisk også udenlandske deltagere, som har tilmeldt sig til konkurrencen, som kommer til at foregå over tre indledende heat og så en finale – det såkaldte superheat, hvor de 20 hurtigste mandskaber skal starte.

Men det bliver ikke kun motorsport, Rygmarvsbrokforeningen kommer til at præsentere, for pinselørdag skal være en underholdende og afvekslende dag for hele familien. I forbindelse med RMB Danmark Rallysprintet arrangerer man nemlig også et stort kræmmermarked, hvor alle og enhver kan fylde bagagerummet op med gemte sager fra loftet og kælderen og så ellers sælge det til nye ejere. Ekstra underholdning er der også sørget for, da der i en af pauserne mellem to af de indledende heats afvikles et stort brandshow.