Formel 1 sæsonen 2012 blev skudt i gang med løbet i på Albert Park i Melbourne. Det var et rigtigt spændende løb med masser af drama til sidste omgang. Men hvem var vinderne og hvem var taberne?
McLaren vandt løbet med Jenson Button og Lewis Hamilton kom ind på tredjepladsen, og samtidig kvalificerede de sig som et og to til løbet. Teamet har uden tvivl den pt. stærkeste bil i Formel 1-feltet. En uheldig pitstop strategi i forhold til, hvornår der blev sat safety-car ind, var i øvrigt også grunden til de ikke endte på de to første pladser, da løbet var omme. Og det skal siges, at det mere var en tilfældighed end en dårlig disposition, at Hamilton mistede andenpladsen. Det bliver spændende at følge den tætte kamp de to kørere imellem.
Det var lidt en overraskelse at Red Bull ”kun” kvalificerede sig på femte og sjettepladsen til løbet, men det viste sig at have mindre betydning i løbet. Sebastian Vettel kørte et godt løb og vandt pladser i starten, der gjorde han forblev i toppen resten af løbet, og fik andenpladsen. Webber havde ikke en superstart, men viste som i de øvrige sæsoner, at han er god til at køre sig op. Han endte på fjerdepladsen, som er hans bedste resultat i Melbourne. Så McLaren og Red Bull racerne er uhyre tætte og de bedste biler i toppen af Formel 1-feltet.
Lotus teamet havde en noget blandet weekend i Melbourne. Det var skuffende at Räikkönen ikke kom videre fra Q1 i kvalifikationen, og omvendt var det dybt imponerende at Romain Grosjean kunne kvalificere sig som nummer tre. Derfor var det ærgerligt, at Grosjean måtte udgå kort efter start efter kontakt med Maldonados bil – i øvrigt ikke på grund af særlig hård kørsel. Imponerende var det så, at Räikkönen endte på syvendepladsen efter sin placering langt nede i feltet. Men sikkert er det at Renault motorerne har givet Lotus teamet mange flere kræfter, og en bil der kan blande sig i med podiepladser inden for rækkevidde.
Ferrari’s dårlige optakt til sæsonen viste sig desværre også i en dårlig kvalifikation til teamets to kørere. Fernando Alonso viste dog at han er en af de bedste kørere i feltet, da han fik kørt sig op på en slutplacering som nummer fem fra en tolvteplads. Mindre godt for Ferrari er så, at de har et problem med farten i bilen – for trods teamet holdt Maldonado bag sig på grund af Alsonso’s gode kørsel, så var Willamsbilen reelt hurtigere. Felipe Massa kom dårligt i gang med 2012 sæsonen og udgik, og må siges at være den andenkører blandt topholdene, der er dårligst.
Mercedes havde en rigtig god kvalifikation med Michael Schumacher på fjerdepladsen. Selve løbet faldt lidt mindre heldigt ud, da Schumacher måtte udgå med gearkasseproblemer, og Nico Rosbergs sammenstød med Perez gjorde at han endte udenfor pointene. Bilen kunne i løbet ikke helt bevare den fart de havde vist i kvalifikationen, men ingen tvivl om at Mercedes har en stærk og hurtig bil. Teamet har uden tvivl et teknologisk forspring i forhold til de andre biler med hensyn til deres både bag og frontvinge. Så det burde de kunne lukrere på i de næste løb, såfremt FIA ikke går ind og påbyder ændringer.
Williams viste allerede fra kvalifikationen med Maldonados placering som nummer otte, at de er tilbage i en helt anden form end sidste år, hvor de kun blev nummer ni i konstruktørernes verdensmesterskab med sølle fem point. Maldonado lå med kun én omgang tilbage til en sjetteplads, og dermed score flere point, end i hele 2011 sæsonen, men kørte af. Han indrømmede i øvrigt efter løbet blankt, at der var en kørerfejl fra hans side. Men trods den skuffende afslutning, så viser det, at Williams har en rigtig hurtig bil, der kan blande sig i placeringerne lige uden for podiet.
Sauber teamet må være det hold lige uden for den absolutte top, der opnåede det bedste resultat. Begge deres biler kom i pointene – Kamui Kobayashi på en sjetteplads og Sergio Perez på en ottendeplads. Men om de kan holde biler som Williams, Mercedes og Lotus bag sig over hele sæsonen er nok mere tvivlende.
Force India viste i vinterens tre tests, at de fulgte op på de gode takter fra 2011 sæsonen, men havde svært ved at omsætte det til succes i Melbourne. En niendeplads i kvalifikationen til Hülkenberg var et rimeligt resultat, men han udgik hurtigt i løbet. Paul Di Resta havde så en dårlig kvalifikation, men fik trods kun én sæson i Formel 1 på rutineret vis hevet et point med hjem til teamet fra Melbourne. Det teamet kæmper med er at holde farten i bilen med fyldt tank, så de er ikke tilfredse med at være i bunden af midterfeltet.
Toro Rosso havde også et godt løb, hvor Daniel Ricciardo kom i pointene med en niendeplads, og debutanten Jean-Eric Vergne sluttede som nummer elleve lige uden for pointene. De havde også en ganske god kvalifikation, men havde sværere ved at holde farten i bilerne i selve løbet. Så de vil nok næppe blande sig i pointene i hvert løb, og det bliver nok mere at lukrere på at holdene foran dem udgår, de må satse på for at leve op til den ottendeplads de fik sidste år i konstruktørernes VM.
Caterham og Marussia viste ikke imponerende takter i Melbourne, og røg dermed også ud allerede i Q1. Caterham med en tid der var cirka et sekund dårligere end nærmeste konkurrent, og forskellen mellem Räikkönens 18. plads og Timo Glocks 21. plads I Marussia var over tre sekunder! HRT kom slet ikke til start, da de faldt for 107%-reglen – altså hvor meget langsommere end bedste tid man må være i kvalifikationen, for at kunne stille til start i løbet. Det kom ikke som nogen overraskelse for teamet, da problemerne med at få deres bil godkendt i crash-testen op til sæsonen, satte dem langt tilbage. Alligevel må det være en noget pinlig affære overfor sponsorer, at de kun kunne vise deres racere i 20 minutters kvalifikation.
Næste løb er allerede i den kommende weekend på Sepang banen i det malaysiske Grand Prix. Det første løb i 2012, der køres på en rigtig racerbane, modsat Melbourne som mere er en bybane. Det betyder flere højhastighedssving, som også vil vise noget om de forskellige holds styrkeforhold.
Læs mere om det i morgen på Racemag!



