VM er igen rigtig tæt med Ferrari-sejr på Monza. Hamilton udgår på første omgang, mens Webber blot bliver 6.

Fernando Alonso tager sin tredje sejr i 2010-sæsonen i en populær hjemmebanesejr foran Jenson Button og Felipe Massa. Sebastian Vettel tager mod odds en fjerdeplads foran Nico Rosberg og en skuffende Mark Webber.

Jenson Button gjorde ellers hvad han kunne ved at tage starten fra Alonso. Det blev tæt ind i første chikane, hvor Massa og Alonso ligger side om side med Lewis Hamilton lige bag. Briten i front af VM – før løbet på Monza – stikker næsen op på siden af Massa ind i Variante della Roggia,hvor de to rører kortvarigt og en sporstang tilsyneladende knækker på McLaren-racerens højre forhjul. Briten fortsætter ud i gruset og væk fra VM-føringen.

Alonso skygger Button hele vejen frem mod pitstoprunden, der først kommer på 32. omgang, hvor Liuzzi åbner ballet. Button går ind som første i toptrioen, og Alonso ude på banen kan sætte et par hurtige omgange ind, inden det er spanierens tur. Buttons pitstop trækker dog ud, så Alonso kan lige nøjagtigt snuppe føringen.

Herfra er spanieren urørlig og øger forspringet til Button omgang for omgang. Selv en mindre fejl i første chikane er der plads til kort før mål. De to i front skygges hele løbet af Massa, der kan køre sikkert til en tredjeplads på Ferraris ’hjemmebane’.

Sebastian Vettel kommer igennem motorproblemer – konspirationsteoretikere vil kalde det teamordre –  omkring 20. omgang, hvor han må lade Mark Webber gå forbi til syvendepladsen. Webber kører videre mod store problemer med især Nico Hülkenberg i Williams, der heroisk kæmper for sjettepladsen.

Men Vettel kører hele løbet – på nær en omgang – på den bløde compound til en fjerdeplads, og den unge tysker holder dermed liv i titelhåbet.

Nico Rosberg kører en flot femteplads hjem foran Mark Webber, der kan tage Nico Hülkenberg efter utallige forsøg. Robert Kubica, Michael Schumacher og Rubens Barrichello lukker top ti.

Resultatet af Italiens Grand Prix 2010:

1   Fernando Alonso Ferrari 53 omgange
2   Jenson Button McLaren-Mercedes +2.9 sek.
3   Felipe Massa Ferrari +4.2 sek.
4   Sebastian Vettel RBR-Renault +28.1 sek.
5   Nico Rosberg Mercedes GP +29.9 sek.
6   Mark Webber RBR-Renault +31.2 sek.
7   Nico Hulkenberg Williams-Cosworth +32.8 sek.
8   Robert Kubica Renault +34.0 sek.
9   Michael Schumacher Mercedes GP +44.9 sek.
10   Rubens Barrichello Williams-Cosworth +64.2 sek.
11   Sebastien Buemi STR-Ferrari +65.0 sek.
12   Vitantonio Liuzzi Force India-Mercedes +66.1 sek.
13   Vitaly Petrov Renault +78.9 sek.
14   Pedro de la Rosa BMW Sauber-Ferrari +1 omg
15   Jaime Alguersuari STR-Ferrari +1 omg
16   Adrian Sutil Force India-Mercedes +1 omg
17   Timo Glock Virgin-Cosworth +2 omg
18   Heikki Kovalainen Lotus-Cosworth +2 omg
19   Sakon Yamamoto HRT-Cosworth +2 omg
20   Lucas di Grassi Virgin-Cosworth +3 omg
    Jarno Trulli Lotus-Cosworth +7 omg
    Bruno Senna HRT-Cosworth +42 omg
    Lewis Hamilton McLaren-Mercedes +53 omg
    Kamui Kobayashi BMW Sauber-Ferrari +53 omg

Foto: Scuderia Ferrari