F1-premieren 2010 i Bahrain for knap to uger siden har fået hård medfart verden over. Den udtalte mangel på spænding og de få pitstops gav ikke større grund til at sidde på kanten af sofaen. Med mindre man er Ferrari-fan, altså.
Men selv en af de største Ferrari-fans mener, at løbet kunne være langt mere spændende. Fernando Alonso fik den bedst tænkelige start på sin første sæson hos teamet fra Maranello, men han maner trods et hændelsesfattigt løb til besindighed.
– Mange af os er kommet med nogle forhastede kommentarer umiddelbart efter løbet i Bahrain. Det er sandt, at løbet i Sakhir ikke var særligt spektakulært – selvom det for os Ferraristi var godt og spændende – men det er for tidligt at tale om at ændre reglerne. Vi må vente og se forskellige løb og vurdere situationen, uden at blive emotionelle. Noget der forvirrer fansene er at ændre reglerne hele tiden, siger den tidligere dobbelte verdensmester i sin blog.
Både Fernando Alonso og Felipe Massa har benyttet en del tid i Australien til at akklimatisere sig forud for de to efterfølgende løb i Melbourne og i Malaysia. Det har givet Alonso tid til at filosofere over sæsonstarten – og udsigterne til resten af sæsonen.
– 1-2-sejren i Sakhir gav os selvtillid, og det var et rigtig godt resultat ovenpå det hårde arbejde gennem vinteren på banen og på fabrikken, men vi kan ikke tage noget for givet. Vi skal beholde fødderne på jorden, bevare fatningen og holde koncentrationen, siger Alonso.
– I Melbourne starter vi forfra. Intet har ændret sig for mig. Der er fire teams og otte kørere, der kan kæmpe om sejren, og vi skal give alt vi har for at holde os foran de andre, siger han videre.
Kan Ferrari og Alonso gøre det igen i Australien? Giv din stemme herunder!
Foto: Ferrari