Weekenden byder på årets sidste løbsweekend på internationalt plan. På Sepang International Circuit i Selangor, Malaysia, tages der hul på 2025/2026-sæsonen af Asian Le Mans Series med seriens første to afdelinger. Både lørdag og søndag køres der firetimersløb, og en masse dansk talent skal i aktion på den 5,5 km lange bane.
2024/2025-sæsonen bød på danske succeser i form af et LMP2-mesterskab til Malthe Jakobsen og Michael Jensen og et LMP3-mesterskab til Theodor Jensen og Jens Reno Møller. I år stiller Jakobsen og Jensen igen til start i LMP2-klassen – dog i hver sin bil – mens Jensen og Møller sammen rykker op i LMP2 med danske High Class Racing.

Desuden vender Mikkel Jensen tilbage til serien. Fra 2021 – 2023 kørte danskeren med i GT-klassen, og nu er han for første gang til start i LMP2-klassen, som han kører med United Autosports.
Aldrig har feltet i Asian Le Mans Series været så stort, som det er denne sæson. 48 biler er til start, og det er med dansk deltagelse i alle tre klasser.
Kvalifikationen samt løb lørdag og søndag kan ses live på YouTube.
Danskerne i ALMS 4H of Sepang 2025
LMP2
Malthe Jakobsen – #4, CrowdStrike Racing By APR
– Deler bil med George Kurtz (USA) og Louis Deletraz (Schweiz)
Mikkel Jensen – #5, United Autosports
– Deler bil med Gregoire Saucy (Schweiz) og Giorgio Roda (Italien)
Michael Jensen – #25, Algarve Pro Racing
– Deler bil med Enzo Trulli (Italien) og Tom Dillmann (Frankrig)
Theodor Jensen & Jens Reno Møller – #49, High Class Racing
– Deler bil med Gustavo Menezes (USA)
LMP3
Philip Lindberg – #94, High Class Racing
– Deler bil med Tim Whale (Storbritannien) og Callum Voisin (Storbritannien)
GT
Marco Sørensen – #89, EBM
– Deler bil med Jamie Day (Storbritannien)
Tidsplan for ALMS 4H of Sepang 2025 (dansk tid)
Fredag d. 12. december
Free Practice 1 kl. 06:30
Free Practice 2 kl. 09:00
Lørdag d. 13. december
Qualifying kl. 02:50
Race 1 kl. 06:00 – 10:00
Søndag d. 14. december
Race 2 kl. 06:00 – 10:00
Foto: Fred Hardy



