Lørdag går det løs igen i WEC, hvor generalprøven til junis 24-timersløb på Le Mans afvikles.

6 Hours of Spa er dog et legendarisk løb i sin egen ret på den hæderkronede bane i Ardenner-bjergene i Belgien.

Som bekendt kommer de danske kørere til løbet fyldt med selvtillid oven på de fantastiske resultater i WEC-premieren på Silverstone for tre uger siden. Og hos det rød/hvide islæt i GTE-klassen er forventningerne høje.

– Vi burde være meget hurtige på Spa. Banen passer rigtig godt til vores bil, og efter et fantastisk resultat på Silverstone er jeg også optimistisk omkring Spa, siger Allan Simonsen, en tredjedel af det danske trekløver i Aston Martin Racings Vantage GTE #95.

Træning og kvalifikation køres fredag, mens løbet køres lørdag. Eurosport viser de sidste timer af løbet, men det kan også følges via FIA WEC’s hjemmeside her.