Ferrari og McLaren får nu opbakning fra uventet kant. Toro Rosso-kører Jaime Alguersuari mener, at VM-slaget i 2011 kommer til at stå mellem Fernando Alonso og Lewis Hamilton. Red Bull Racing nævner Red Bull-junioren som ’et alternativ’.

– McLaren kommer med en god bil næste år, fornemmer jeg, jeg ved ikke hvorfor. Jeg tror, at Hamilton kan vinde. Ferrari vil også have en god bil. Titlen bliver mellem Fernando og Lewis, og Red Bull være være lige bagved og meget konkurrencedygtige, siger Alguersuari til den spanske sportsavis Marca.

Den 20-årige Barcelona-kørers navn manglede på listen, som FIA sendte ud for nylig. Men det bekymrer ikke Alguersuari.

– Jeg er i Toro Rosso. Jeg ved ikke, hvad der foregår, jeg ved ikke, hvad det er for et spil, de spiller, de folk. Jeg er i Formel 1, 100 procent sikkert, siger han videre om Toro Rosso, der for andet år i træk har undladt at bekræfte kørerne til den kommende sæson – på trods af eksisterende kontrakter.

Foto: Peter Fox/Getty Images