86-årige Bernie Ecclestone er efter 40 år som øverste chef i Formel 1 blevet sendt på pension.

Det blev en realitet, efter den amerikanske mediegruppe Liberty Media forleden for næsten 11 mia. dollars købte sig til de kommercielle rettigheder for at måtte promovere Kevin Magnussen og resten af Formel 1-stjernerne.

Ny CEO bliver den 62-årige amerikaner Chase Carey, som tidligere har ageret bestyrelsesformand for blandt andre 21st Century Fox.

Med sig ind i en ny ledergruppe følger Ross Brawn, som bliver direktør for den sportslige udvikling samt Sean Bratches, som skal udvikle sporten kommercielt. Mange kender Ross Brawn som frontfigur hos Ferrari, Williams, Benetton og BrawnGP. Sidstnævne solgte han til Mercedes i 2010.

Til flere medier udtaler Carey en slet skjult kritik af den måde, som Ecclestone de seneste år ikke har formået at udbrede sporten i store lande som USA.

“Formel 1 er et unikt, globalt brand, men sporten er ikke vokset så meget som den burde i de seneste år, og det vil vi lave om på”, siger Carey, som bl.a. vil indføre meget nemmere adgang til fans via diverse medieplatforme.

Ecclestone har netop været berygtet for at skærme Formel 1 fuldkommen af for presse og medier med mindre der blev lagt store million beløb up front.

Carey slår også fast, at han vil beskytte de store, ikoniske løb i Europa. Her må man formode, at han mener det britiske og det tyske grandprix hvis fremtid har været usikre, fordi det er blevet for dyrt at gennemføre et grandprix.

Derudover vil amerikaneren gøre meget mere for at promovere de enkelte løb, så der igen vil være fulde huse til samtlige grandprixer.

Ved Liberty Medias overtagelse af aktierne i CVC Capital Partners fulgte følgende udtalelse fra Ecclestone, som fremover vil optræde med titlen ‘ærespræsident’:

“Jeg er blevet afsat i dag. Jeg er simpelthen fortid. Det er officielt. Jeg er ikke længere leder af selskabet. Min rolle er overtaget af Chase Carey”.