Den 16-årige dansker indkasserede en stærk andenplads i afslutningen på fjerde afdeling af det tyske Formel 4-mesterskab, som blev afviklet på Nürburgring.

Conrad Laursen afsluttede en udfordrende weekend med en stærk andenplads i fjerde afdeling af det tyske Formel 4-mesterskab, som blev afviklet på Nürburgring den forgangne weekend. Den 16-årige dansker, som sikrede sin første ADAC-sejr på Zandvoort før sommerpausen, kæmpede med farten under kvalifikationen, hvor feltet var tæt med blot ét sekunds afstand mellem de 10 hurtigste kørere. Laursen endte med at sikre en startplacering som henholdsvis sekser og syver i weekendens to første løb. 

I begge ræs lykkedes det for danskeren at slutte en position længere fremme end på startgridden, men det var i weekendens tredje ræs, Laursen for alvor fandt rytmen. Her kæmpede den unge racerkører nemlig med om førstepladsen helt frem til løbets sidste omgange, før han krydsede målstregen på en andenplads.

 – En god afslutning på en weekend, hvor tingene ellers ikke spillede optimalt. Tredje ræs var godt. Desværre mistede jeg dækgreb mod slutningen af løbet, hvilket betød, at jeg ikke længere var i stand til at kæmpe med om føringen. Jeg er alligevel glad for andenpladsen og taknemmelig over at kunne tage endnu et trofæ med hjem, lyder det fra Conrad Laursen. 

Efter weekendens tre Formel 4-løb på Nürburgring rykker Conrad Laursen ned på en fjerdeplads i den samlede mesterskabsstilling. Næste opgave for danskeren er femte afdeling af det italienske Formel 4-mesterskab, som afvikles på Red Bull Ring i Østrig den 9.-11. september.