Det var endnu engang Mercedes og Ferrari, som kæmpede om de forreste placeringer, og til trods for lidt bremseproblemer til sidst i løbet, havde Hamilton endnu engang overtaget.
I sidste weekend var Formel 1-kørerne i aktion, og blot en uge efter er de på banen igen – denne gang i Bahrain.
Lewis Hamilton var endnu en gang uhyggeligt dominerende og ingen af de andre formåede at hamle op med den regerende verdensmester, selvom Kimi Räikkönen var tæt på. Bag Hamilton kæmpede hans holdkammerart Nico Rosberg først med Sebastian Vettel og senere med Kimi Räikkönen. Især mod slutningen af løbet kom Rosberg under gevaldigt pres fra finnen, som var betydeligt hurtigere end Mercedes-køreren. Presset var umiddelbart for meget for Rosberg, og efter en bremsefejl på 2. sidste omgang kørte Räikkönen forbi og tog dermed 2. pladsen i sæsonens 4. løb.
Fernando Alonso var den eneste McLaren-kører, som var i aktion til dagens løb i Bahrain. Hele weekenden har der været tekniske problemer med Jenson Buttons bil, og McLaren kunne ikke nå at få bilen klar til løbet. Fernando Alonso derimod havde et hæderligt løb, men formåede lige netop ikke at køre sig op i pointene.
Det var en skidt dag for Toro Rosso. Begge kørere udgik af løbet – først Carlos Sainz og senere Max Verstappen. I dette Grand Prix var storebror Red Bull dermed bedre end lillebror Toro Rosso. Både Daniel Ricciardo og Daniil Kvyat sluttede i pointene. Det til trods var det tæt på, at Ricciardo måtte udgå ligesom de to Toro Rosso-kørere, da hans motor gav op på allersidste omgang. Ricciardo nåede dog over målstregen og sikrede sig dermed 6. pladsen i løbet.
Resultatet fra Bahrains Grand Prix:
- Hamilton
- Räikkönen
- Rosberg
- Bottas
- Vettel
- Ricciardo
- Grosjean
- Perez
- Kvyat
- Massa
- Alonso
- Nasr
- Hülkenberg
- Ericsson
- Maldonado
- Stevens
- Merhi
(Out) Verstappen
(Out) Sainz
(Out) Button



