I år er der 20 kørere i Formel 1, men kun 11 var med helt til slut i sæsonens første løb. De 5 første kørere var ude allerede inden løbet gik i gang.

Marussia meldte tidligt ud i går lørdag, at de hverken ville stille start til kvalifikationen eller løbet. De to Marussia kørere var dog ikke de eneste, som ikke kom til start til løbet i Albert Park. Heller ikke Valtteri Bottas blev klar til løbet i dag. Efter kvalifikationen klagede finnen over nogle rygsmerter, og Williams turde derfor ikke lade ham køre løbet i dag.

Desværre var det også et meget tidligt farvel til både Daniil Kvyat og Kevin Magnussen. De to kørere nåede ikke en gang at stille bilerne klar på gridden. Kvyat udgik med en defekt gearkasse og Magnussen med en motor, som mere eller mindre eksploderede på vejen rundt mod gridden. Dermed var der kun 15 kørere, der stillede til start i sæsonåbningen.

Det var dog ikke enden på dagens mandefald. Allerede på første omgang måtte safety caren tages i brug, da der var lidt for tæt kontakt mellem Pastor Maldonado og Felipe Nasr. Det betød et tidligt exit for Lotus køreren. Maldonado var dog ikke den eneste Lotus kører, hvis løb sluttede for tidligt. Også Romain Grosjean måtte udgå fra Australiens Grand Prix.

En anden kører, som heller aldrig nåede at køre alle 58 omgange til ende på banen i Albert Park, var Max Verstappen. Med ca. halvdelen af løbet kørt, begyndte der at udvikle sig røg fra Verstappens bil, om dermed var det også et tidligt farvel for feltets yngste kører.

På omgang 42 var Räikkönens løb også slut. Efter finnens andet pitstop fik holdet ikke spændt venstre baghjul ordentligt fast, og dermed blev Räikkönen den 9. kører, som ikke formåede at køre Australiens Grand Prix til ende.

I den helt anden ende af skalaen, var de to Mercedes kørere (ikke så overraskende) altdominerende. Hamilton vandt årets første løb efterfulgt af Rosberg og Vettel.

Sauber havde også et godt løb i dag. Allerede efter sæsonens første løb har Sauber nu flere point, end de fik i hele 2014-sæsonen. Der skulle dog heller ikke så meget til – Sauber sluttede sidste års Formel 1 sæson med 0 point på kontoen.

Her er resultatet efter Australiens Grand Prix, hvor blot 11 kørere nåede forbi det ternede flag:

  1. Hamilton
  2. Rosberg
  3. Vettel
  4. Massa
  5. Nasr
  6. Ricciardo
  7. Hülkenberg
  8. Ericsson
  9. Sainz
  10. Perez
  11. Button