Valtteri Bottas er desværre det andet overraskende navn på sidelinjen ved det Australske Grand Prix. Finnen var i går så uheldig at få ondt i ryggen under kvalifikationen, og sidenhen har Williams helt forståeligt ikke valgt at tage chancer med Bottas’ helbred.

Rygsmerterne startede i løbet af Q2, og blev værre i Q3. Finnen har endnu ikke udtalt sig om rygsmerterne, men det har blandt andet Rob Smedley, head of performance engineering hos Williams til SkySports:

– Vi ved endnu ikke helt, hvad det er. Men han begyndte at klage over, at et lille stykke af  ryggen gjorde ondt midt i Q2. Vi tog ham ind og så bag hans ryg, men der var intet at se, så jeg ved ikke, om noget har strukket sig i ryggen på ham, siger han.

Senere kom Claire Williams med en opdatering på sagen – også til SkySports:

– Der er en række tests, der skal vise, at køreren kan komme hurtigt ud af bilen, og han klarede den anden test, men fejlede den første del af test 1. Vi ved endnu ikke, hvor længe han er ude, men vi har nogle af de bedste fysioterapeuter i landet på sagen, og de mener, han kan komme ret hurtigt tilbage.

– Han følte noget i Q2, men det kom ikke som følge af et bump eller noget. Udfra det lægerne siger, så kan det her ske til os alle på ethvert tidspunkt – du kan få det i din egen bil på vejen til supermarkedet. Det er bare en uheldig tilfældighed, at det skete i går, siger hun.