Gårsdagens FP1 og FP2 viste, at Mercedes GP fortsat er teamet at slå i Formel 1. I begge tog Nico Rosberg hurtigste tid foran Lewis Hamilton. Intet ved morgenens FP3 skulle rykke ved den påstand, for atter var det Mercedes GP på spids, denne gang Hamilton.

Sebastian Vettel tog næstbedste tid, men var syv tiendedele bag Hamilton. Nico Rosberg kørte tredjehurtigst.
Det tegner til en tæt kamp om de følgende pladser, for en række teams har haft fornuftig fart – særligt Ferrari og Williams.

I FP3 havde flere teams problemer. Red Bulls Daniil Kvyat mødte et softwareproblem tidligt i FP3, hvor bilen pludseligt accelererede under indbremsningen til turn 15. Ikke nok med det, så måtte Kvyat også stoppe FP3 før tid på grund af en motorbrand.
Daniel Ricciardo måtte også stoppe FP3 før tid, ligeledes på grund af tekniske problemer.

McLaren-Honda har heller ikke haft heldet. Teamet har haft store problemer med den nye MP4-30 i alle tre træninger, og i går endte Kevin Magnussen FP2 med en tur i muren i turn 6:

– Jeg forsøgte at flytte mit bremsepunkt ved turn 6, men tabte bagenden ved indbremsningen. Bilen kom stadig ind til apex, men snappede på et skidt tidspunkt. Jeg kunne ikke undgå muren. Det var en kørerfejl, og det er en skam, men den slags sker. Det positive er, at balancen i bilen er god, også selvom vi endnu ikke er så hurtige, som vi gerne vil være. Vi er ikke langt fra at have den optimale balance i bilen, men det er klart, at der er mere på vej, sagde han efter FP2.

McLaren havde også problemer i FP1, og dermed blev det kun til hhv. 7 og 4 omgange for Kevin Magnussen på de to sessions. Jenson Button fik 6 og 21 omgange. FP3 gik bedre – her nåede de 14 og 13 omgange, men mangler stadig meget fart. Magnussen var her 16. hurtigst, mens Button kørte 17. bedste tid.