Et nyt udviklingsprogram skal hjælpe ambitiøse danske racing teams til at arbejde professionelt. Bag programmet står den erfarne chefmekaniker og teamchef René Jørgensen, der med sine godt 20 års erfaring fra dansk og international motorsport har følt behovet for forandring.

– Vi bliver dagligt kontaktet af af teams og kørere, som gerne vil trække på vores erfaringer og bringe deres egne teams nærmere et professionelt niveau og få det maksimale ud af deres løbsweekender, fortæller René Jørgensen, som i sin virksomhed, RJ Sport, har stået i spidsen for flere teams i DTC, WTCC og rally.

Derfor har han opbygget et program i tre moduler, hvor hele teamet fra teamchef til dækmand bliver klædt på til alt fra forberedelse af testdage til hvordan en løbsweekend håndteres optimalt.

– Mange har indset at omkostningerne for at nå middelmådige resultater stort set er de samme som der skal investeres i et vinderteam. Sammen med motorsportscoachen Tommy Schröter er jeg sikker på at vi kan hjælpe flere teams på vej mod sejre og mesterskaber.

Introduktionsaften den 24. marts

Interesserede teams kan deltage i en introduktionsaften på RJ Sport’s værksted i Bække, hvor forløbet og de tre moduler bliver gennemgået nærmere. Introduktionsaftenen koster kr. 750,- pr. deltager inkl. let forplejning og kaffe.

Tilmelding skal ske pr. e-mail til rene@rjsport.dk hurtigst muligt.