Force India har allerede vist bemalingen til årets bil, VJM08, men endnu ikke selve bilen. Det skete i Mexico City den 21. januar.
Men den nye bil er endnu ikke helt klar, og det skulle ifølge teamets egen udmelding på Twitter være grunden til, at de ikke stiller op til testen, der starter på Jerez søndag.
Force India har hele tiden sagt, at det ville være utænkeligt at få 2015-bilen på banen, men nu har de også droppet at teste nye dele på sidste års bil, da det ifølge teamet ikke vil kaste nok ny viden af sig.
Forklaringen på det er, at teamet dels fortsætter med de samme kørere i form af Nico Hulkenberg og Sergio Perez samt samme motorleverandør i form af Mercedes. Og med sidste års bil som det eneste kørbare i teamet netop nu, vurderede de derfor, at pengene var bedre sparet end brugt.
Force India forklarer ydermere, at Jerez’ asfalt er unik i den forstand, at den er meget ru, og derfor også svær at lære meget nyt på. Teamet venter derfor med tests indtil feltet rykker mod Barcelona senere i februar måned.
Andre medier har spekuleret i, om afbuddet i virkeligheden skyldes finansielle problemer i teamet, men dette afviser Force India pure.



