Dansk Motorsport Award (DMA) 2015 var igen et genialt kompagniskab mellem den to- og firehjulede motorsport.
Ikke uventet vil DMA 2015 blive husket for hyldesten til Tom Kristensen efter ”the final exit – on top” samt Kevin Magnussens fulde 2014-sæson i Formel 1.
På MC-fronten blev hyldesten af den supertætte VM-finale for hold i speedway lagret i huskebogen sammen med den unge charmetrold Mikkel Haarup (dobbeltmodtager af talent-awards).
Hovedparten af awards’ene blev afgjort efter afstemning fra hele Danmarks motorsports-fans. Her er der desværre – efter 4 år – stadig plads til forbedring. I år var det kun muligt at se de nominerede, såfremt man selv gik ind og stemte. Endvidere fremgik den reelle deadline for afstemningen ikke af web-sitets informationer.
Hos de firehjulede i DASU betød fankåringen af ÅRETS KØRER: Nicklas Nielsen (karting), Christian K. Jensen (rally) og Kevin Magnussen (bane).
Hos DMU gik award-hæderen til: Mikkel Haarup (motocross), René Prang (roadracing) og Nicki Pedersen (speedway).
For de ”tværgående” awards for både DMU & DASU var spændingen noget større. Mikkel Haarup blev kåret som årets talent, og Classic Race Aarhus hjemtog titlen som årets event for anden gang.
Et spændende nyt tiltag var ÅRETS FAIR PLAY-PRIS, som blev tildelt Sofie Sørensen i MC-trial, som korrigerede en official-fejl, hvilket kostede hende sejren i DM-arrangementet.
ÅRETS MC-SPORTSKØRER 2014 var en sikker award til VM-holdet i speedway, hvor Niels-Kristian Iversen scorede VM-titlen på allersidste omgang – i allersidste heat – med en SECOND TO NONE-overhaling.
ÅRETS BILSPORTSKØRER 2014 havde Kevin Magnussen som favorit, og med Tom Kristensen lige i slipstrømmen. Tom K kom på scenen som overrækker af award-fadet til Kevin Magnussen, der fik stor applaus af publikum.
Lige så stor hyldest blev overleveret til Tom Kristensen, idet Hobro-drengen blev kåret som ÅRETS MOTORSPORTSPROFIL 2014. Senest har Tom K – som en af de få nulevende personer – fået opkaldt en vej efter sig – i Hobro.
I 2016 bliver DMA afviklet i Casa Horsens Arena, hvorved jyderne/fynboerne får gode muligheder for at komme tæt på frontspidserne i dansk motorsport.
Alle video-klip fra DM 2015 kan nu ses på: www.danskmotorsportaward.dk.



