En tidligere ret så dynamisk duo i JM Racing og fynske Michael Outzen bliver nu genforenet.

Efter at have vundet DTC Cuppen i det daværende DTC i 2007, lukkede JM Racing ned for racingaktiviteterne i 2010.

Teamet med de gul/grå farver genopstår nu og kører Supertourisme Turbo-klassen i den kommende sæson.

– Så er JM Racing tilbage! Vi har netop skrevet kontrakt med en af vores tidligere topkørere, Michael Outzen, og vi glæder os til at komme igang med det nye projekt i dansk motorsport: Supertourisme! Vi håber ikke at vores fans har savnet os for meget. Til de der har: Nu er vi tilbage, lyder det i en besked på teamets Facebook-side.

– Jeg har virkeligt set frem til denne dag, hvor jeg igen kunne sætte min underskrift på en motorsportskontrakt. Jeg er sikker på, STC vil overraske alle, og at JM Racing vil bestå af alt det som vi efterlod dengang. Vi racer fordi vi elsker det. En passion der, selv efter så længe, stadig brænder som den dag vi startede, siger Michael Outzen.

JM Racing og Michael Outzen vil ifølge oplysningerne køre med et BMW-skin på Supertourisme-bilen, der inde under som bekendt alle er ens rørramme-biler. Der er ikke melding om flere biler fra teamet.