22-årige Felipe Nasr slutter sig til Sauber F1 Team i 2015.
Den nuværende GP2 Series-toer kommer dermed til det schweiziske team ved siden af svenske Marcus Ericsson, som blev annonceret som kører i forbindelse med det amerikanske grandprix.
– Det er et meget vigtigt skridt i min karriere at tegne kontrakt med Sauber F1 Team til 2015 F1-verdensmesterskabet. Dette er uforglemmeligt øjeblik, som jeg kan takke alle, der har støttet mig for – min familie, mine sponsorer, mine teams og mit land. I dag bliver drømmen virkelighed, siger Nasr.
– Sauber var ansvarlig for at bringe så store navne til F1 som Felipe Massa, Kimi Räikkönen, Robert Kubica og Sebastian Vettel. Jeg er stolt af også at være del af denne racerfamilie. Jeg har haft et fantastisk år hos Williams Martini, hvor jeg lærte en masse og forberedte mig på at blive kører i F1, siger han om dette års testrolle hos VM-toerne.
Nasr har kørt GP2 Series med succes i 2014 med fire sejre. Før finalen i Abu Dhabi ligger han toer i mesterskabet efter Jolyon Palmer, som allerede har sikret sig titlen.
Nasr kørte sig i 2011 til en suveræn britisk F3-titel – bl.a. i konkurrence med Kevin Magnussen. Brasilianeren er også tidligere Formula BMW-mester.
Brasilianeren kommer med støtte fra Banco do Brasil, som har støttet ham gennem store dele af karrieren.
Tyske Adrian Sutil rygtes til det kommende Haas-team.



