Tidligere F1-kører Andrea de Cesaris omkom søndag i en motorcykelulykke i Rom.
De Cesaris blev 55 år.
Nyheden om de Cesaris kommer på en dag, hvor F1-verdenen stadig var i chok over Jules Bianchis ulykke på Suzuka-banen.
De Cesaris nåede i sin F1-karriere 208 F1-starter og kørte F1 fra 1980 til 1994.
De Cesaris var i en alder af 22 år sin tids yngste polesitter i 1982 – i øvrigt den eneste pole position – og tog point for de fleste teams, han kørte for – omend han blev kendt for aldrig at have vundet et GP trods den lange karriere.
Tidligt i karrieren var de Cesaris noget af en ulykkesfugl og tiltrak sig øgenavnet de Crasheris. Italieneren blev dog noget mere pålidelig med årene.



