En sjette- og en ottendeplads var resultaterne efter fredagens to træninger for Kevin Magnussen.
I første træning koncentrerede McLaren-kørerne sig om at evaluere opdateringer og aerodynamik, mens anden session gik med at fokusere på setup og vurdere dækkene.
– Suzuka er en rigtig racerbane: Den er en højhastighedsbane, og det er svært at finde grænsen. Og når du går over grænsen, så er det rigtig nemt at køre af banen. Det er et virkeligt fedt sted, og jeg har virkeligt nydt at køre her for første gang i dag, siger Kevin Magnussen efter træningen.
– Dagens sessioner har været ret positive. Som tingene ser ud nu, så tror jeg Q3 skulle være muligt for os i morgen. Vi har stadig noget arbejde at gøre for at forbedre den måde, bilen kører på på prime-dækkene, men det går lidt bedre på options, som ikke var ringe.
– Vi har forbedret bilen hele dagen – det er et fantastisk sted at køre, og bilen bidrager helt sikkert til den følelse, slutter han.
Magnussen – og Button også – kunne i dag læse i flere medier, at det skulle være sikkert, at McLaren og Fernando Alonso arbejder hen imod en 2015-kontrakt. Hvad det får af betydning for de to kørere er usikkert.
Husk, du kan læse optakt til Japans Grand Prix samt få spilforslag fra Peter Nygaard her.



