Danmarks nok mest underholdende racerklasse er tilbage på Ring Djursland i den kommende weekend. Med 31 tilmeldte kørere bliver der action for alle pengene på den korte og kuperede racerbane.
Det er anden gang i denne sæson at den publikumsvenlige klasse kører på Danmarks korteste racerbane. Sidst vandt Christian Høgh alle tre heat, hvor han endda kørte sig fra 20. pladsen til en sejr i det første heat. Som altid er der mange kørere der er klar til at kæmpe om sejrene, så det er langt fra sikkert at Skødstrup-køreren får held med at gentage successen.
Frederik Nymark har brugt sin sommerferie til at genopbygge racerbilen efter den omfattende afkørsel, han var ude for ved Classic Race Aarhus. Den unge kører fra Hadsten har efterhånden et par sæsoner på bagen og er med garanti sulten efter topplaceringer.
Den mesterskabsførende Kasper H. Jensen, der i år er tilbage på dansk asfalt efter to år i den tyske VW Scirocco R-Cup, har sæsonen igennem været manden som skulle slås. Østjyden har vundet en tredjedel af de heats, han er stillet op i – og ved kun to lejligheder er han ikke endt på podiet. Det siger lidt om formen.



