Tirsdag og onsdag afvikles den sidste test i F1 denne sæson. Det er sidste oplagte chance for de 11 teams at teste nye dele, uden at skulle bruge vitale minutter af de officielle sessioner ved grand prixerne på det.

Der er som altid flere nyheder på gridden, når der testes løs. Mest markant er nok, at Ferrari har indkaldt Ferrari Academy-kører Jules Bianchi som afløser for Kimi Räikkönen, der står over testen for at komme sig oven på crashet på første omgang.

Flere topteams har ellers valgt at give køretid til de faste kørere som en understregning af vigtigheden af denne test. Kevin Magnussen tester bl.a. onsdag, mens tirsdagens kørsel varetages af Stoffel Vandoorne.

Også Force India har valgt at give deres testkører Daniel Juncadelle køretid, mens Caterham har gang i udskiftningsbænken med GP2-kørerne Rio Haryanto, Julian Leal og teamets faste tester Will Stevens skiftes.

Nico Rosberg, Felipe Massa, Pastor Maldonado og Jules Bianchi kører for deres respektive teams tirsdag, mens Sebastian Vettel, Lewis Hamilton, Valtteri Bottas og Max Chilton tager over onsdag.

Lotus tester 18-tommer dæk

Lotus-tester Charles Pic får æren af at debutere med et 18-tommer dæk onsdag, når det britiske team i samarbejde med Pirelli tester en ny dækstørrelse – mod de nuværende 13 tommer – som kan komme i spil som dæk i kommende sæsoner, hvis alle involverede accepterer det. Ifølge Pirelli vil 18-tommer kunne give større grad af videnstransfer fra sporten og direkte til dækfabrikantens produkter på vejene.