Kevin Magnussen var glad efter det britiske GP søndag – glad på teamets vegne, ikke mindst.

Jenson Button kørte sig til en fjerdeplads lige efter tredjeplacerede Daniel Ricciardo, mens danskeren tog en syvendeplads efter at de tre verdensmestre Lewis Hamilton, Fernando Alonso og Sebastian Vettel kørte forbi, uden reel mulighed for forsvar.

– Det har været en god dag for teamet – vi tog 18 point – så vi skulle være relativt tilfredse, for vi bliver ved med at forbedre os, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

– Når det er sagt, så forbedrer de andre teams sig også, så vores udfordring handler egentlig om at forbedre os hurtigere end de gør.

I selve løbet var danskeren på tredjepladsen lige efter starten, men løbsfarten var ikke til at forsvare sig mod kørerne, der kom susende bagfra.

– Mit løb gik ok – vi kæmpede lidt på option-dækket, og vi havde langt bedre fart på primes. Det er altid frustrerende, når man ryger lidt tilbage i rækkerne – men jeg fik en virkelig god start og var treer til at begynde med, og efter det havde jeg svært ved at holde Ferrarien og Red Bull bag mig. Så som sagt synes jeg, vi skulle være relativt tilfredse med syvendepladsen. Men jeg er virkelig glad på Jensons vegne, da han var i stand til at tage en fantastisk fjerdeplads til teamet, slutter han.