Sidste års Porsche Supercup-vinder Nicki Thiim er nu tilbage i mærkeklassen allerede denne weekend for sit Carrera Cup Deutschland-team QPOD Lechner Racing.

Det sker efter et retsligt efterspil med danskerens tidligere team, Attempto Racing, der nedlagde forbud mod at danskeren kørte i den tyske mærkeklasse i den forgangne weekend på Norisring.

I retten i Bielefeld fik danskeren, der sidste måned som bekendt blev klassevinder i sin Le Mans-debut, dog rettens ord for, at teamchef Arkin Aka, for hvem han har kørt i en årrække, havde ændret i en kontrakt efter danskeren havde underskrevet den.

Oprindeligt handlede kontrakten om overlevering af præmien for samlet sejr i Porsche Mobil 1 Supercup 2013, men Aka havde angiveligt ændret kontrakten til at omhandle kontraktforlængelse i tre år.

Med rettens ord er danskeren nu altså tilbage i racing og vender tilbage til Silverstone allerede denne weekend – banen, hvor han sejrede sidste sæson.

Dermed bliver der adskillige danskere at følge i weekenden. Løbsvinder Emil Bernstorff kører i GP3, Marco Sørensen deltager i weekenden på Silverstone i GP2 Series, mens Kevin Magnussen som bekendt er i Formel 1.