Jan Magnussen og Antonio Garcia tog deres tredje sejr i GTLM-klassen i Tudor United SportsCar Championship søndag, da den nordamerikanske serie kørte sekstimersløb på Watkins Glen.
Corvette Racings dansker tog føringen på første omgang fra den pole-indehavende BMW, og #3 førte herefter resten af løbet undtaget under pitstop.
Resultatet betyder, at Magnussen/Garcia rykker i front af mesterskabet for GTLM-kørere, mens Corvette Racing overtog føringen i team- og konstruktørmesterskabet.
Selvom Magnussen kørte #3 i front i første stint, og det dansk/spanske makkerpar på et tidspunkt førte med over 30 sekunder, blev det en tæt affære til sidst, hvor en full-course-caution og en gulflagsperiode gav Antonio Garcia, der sluttede løbet, en kneben sejr på 0,185 sekunder.
Det var første gang, at Corvette Racing kørte på Watkins Glen, der er en af de nye baner i kalenderen efter ALMS/Grand-Am Series-sammenslutningen. Magnussen har dog kørt på banen både i DP-prototyperne og GT-klassen under Grand-Am.
– Jeg må sige, at jeg er så glad for hvordan det er gået for teamet i år, særligt med #3, hvordan vi har udviklet en ny bil og fortsætter med at finde på ting at gøre med den. Vi finder mere fart over en enkelt omgang og over distancen og får Michelin-dækkene til at holde til et helt stint. Vi har en fantastisk bil. Det er en meget hård klasse, og man skal være med fremme i alt hvad man gøre. Der er ikke plads til fejl, for så taber man, siger Magnussen i en pressemeddelelse.
Michael Christensen havde en uheldig dag sammen med Patrick Long i Porsche 911 RSR #912 med to uplanlagte pitstop og sluttede som otter, en omgang efter Magnussen/Garcia.
Toppen i GTLM-klassen i Six Hours of the Glen:
1. Magnussen/Garcia (DK/E), Chevrolet Corvette, 185 omg
2. Farnbacher/Goossens/Bomarito (D/B/USA), SRT Viper, 185
3. Bomarito/Wittmer/Goosens (USA/CAN/B), SRT Viper, 185
4. Gavin/Milner (GB/USA), Chevrolet Corvette, 185
5. Lietz/Tandy (A/GB), Porsche 911 RSR, 185
6. Müller/Edwards (D/GB), BMW Z4 GTE, 185
8. Christensen/Long/Pilet (DK/USA/F), Porsche 911 RSR, 184
9. Henzler/Sellers (D/USA), Porsche 911 RSR, 184
Se det fulde resultat her (åbner pdf i nyt vindue)
Næste løb i TUSC er den 13. juli.



